Tusass vil sørge for mobildækning på lufthavnsvej – engang i år

Her bliver det ekstra besværligt, hvis bilen går i stå.
Offentliggjort

16. april 2026 fik Qaqortoq en længe ventet lufthavn med syv kilometer ny lufthavnsvej. Men som mange bilister har fundet ud af siden lufthavnens åbning, mangler der mobildækning på den nye rute. 

Signalet falder ud i starten af strækningen, og problemet fortsætter i adskillige kilometer, indtil man kommer tættere på lufthavnen. Tusass fortæller, det vil være sådan et stykke tid endnu. 

– Det er korrekt, at der langs strækningen fra Qaqortoq til lufthavnen ikke er dækning. Det er bestemt planen, at vi skal etablere et mobilsite, der sikrer dækning her i løbet af 2026, siger kommunikationschef Maasi Brøns Chemnitz. 

Tusass er i første omgang optaget af andre indsatser i området.

– Prioriteten har været og er fortsat at sikre stabil og forbedret dækning inde i byen, efterfulgt af dækningen af lufthavnens bygninger. Det næste bliver etableringen af dækning ad lufthavnsvejen, uddyber kommunikationschefen.

Lufthavnsvejens officielle navn er Henrik Lundip Aqqutaa, opkaldt efter den tidligere borgmester Henrik Lund. Adgangen har været begrænset for almindelige bilister, mens lufthavnen stadig var undervejs.