Keira Alexandra Kronvold får medhold i sag om tvangsfjernelse

Keira Alexandra Kronvold
Keira Alexandra Kronvold har fredag fået medhold i en principiel afgørelse i Vestre Landsret.
Offentliggjort

Grønlandske Keira Alexandra Kronvold får fredag medhold i en principiel afgørelse i Vestre Landsret om tvangsfjernelsen af sin datter kort efter fødslen i 2024.

Det fortæller kvindens advokat, Gert Dyrn.

- Det vil sige, at denne fjernelse umiddelbart efter fødslen ikke har været lovlig, siger han.

Sagen har været omtalt på grund af den såkaldte forældrekompetenceundersøgelse - FKU - som er psykologiske tests, som indtil 2025 blev brugt i forbindelse med tvangsfjernelse af børn.

I 2025 valgte regeringen dog at droppe brugen af undersøgelserne og i stedet forpligte kommunerne til at bruge en særlig rådgivningsenhed i anbringelsessager af grønlandske børn.

I fredagens afgørelse i Vestre Landsret har retten for det første vurderet, at de undersøgelser, som lå til grund for tvangsfjernelsen af Keira Alexandra Kronvolds barn i 2024, var for gamle.

Desuden var der i hendes sag ingen undersøgelser, som levede op til de krav, som konventionen stillede til de særlige forhold, man skal tage hensyn til i forhold til grønlændere, fortæller hendes advokat.

Afgørelsen omhandler selve tvangsfjernelsen af barnet ved fødslen - og ikke det, at barnet er fjernet i dag.

/ritzau/