NY LUFTHAVN

Borgmester afslører: Lufthavnsvej opkaldes efter tidligere borgmester

Lufthavnsvejen i Qaqortoq hedder Henrik Lundip Aqqutaa, fortæller borgmester Malene Vahl Rasmussen ved indvielsen af lufthavnen.

Malene Vahl Rasmussen holder tale i anledning af indvielsen.
Offentliggjort

Det var under stor jubel og hurraråb, at borgmester i Kommune Kujalleq Malene Vahl Rasmussen gik på talerstolen torsdag formiddag ved indvielsen af Qaqortoq Lufthavn:

- Endelig! Det må jeg sige. Da jeg blev født, var ideen om at åbne en lufthavn i Qaqortoq allerede eksisterende, indledte borgmesteren og fortsatte:

- Jeg var barn og ung, da debatten om en lufthavn var i gang. Og som voksen kunne jeg være med i debatten om projektering. Opgaven har været længe undervejs.

Borgmesteren fremhævede en særlig forkæmper for projektet:

- Lufthavnsprojektet har været debatteret i over 40 år. Flere politikere, der har arbejdet med det er med i dag, men en stor del er allerede gået borte. Men særskilt vil jeg nævne Qaqortoqs tidligere borgmester Henrik Lund, der i sin 20 år lange borgmesterembede igangsatte ønsket om en lufthavn i Qaqortoq, lød det fra Malene Vahl Rasmussen.

Hun afslørede, at lufthavnsvejen opkaldes efter ham:

- For at ære Henrik Lund vil jeg nu offentliggøre, at lufthavnsvejen i Qaqortoq hedder Henrik Lundip Aqqutaa (Henrik Lunds vej, red.). Han er meget vigtig i dette historiske øjeblik, sagde borgmesteren.

Hun sluttede med at fortælle om det håb og glæde, den nye lufthavn har ført med sig i Qaqortoq:

- Jeg kan mærke jeres glæde. Det kan jeg genkende, da jeg selv er meget glad, helt indeni. Jeg har store forhåbninger om den nye lufthavn. Den vil være med til at skabe bedre infrastrukturelle muligheder og udvikling for kommunen. Med en kommende rute til Island vil Qaqortoq være åben for resten af verden. Tillykke alle sammen!