- Jeg husker, hvordan vi legede på vejen og glædede os til, at den store flyver landede, fortæller piloten med sørgmodig stemme over højtaleren. Vi sidder om bord på det sidste fly til Narsarsuaq lufthavn.
I årtier har lufthavnen været bygdens livsnerve. Landingsbanen strækker sig fra den ene ende af Narsarsuaq til den anden som en stribe lim, der har holdt samfundet sammen. Med åbningen af den nye lufthavn i Qaqortoq slutter en epoke - og et spørgsmål trænger sig på: Findes der et Narsarsuaq uden rutefly til Narsarsuaq lufthavn?
En fremtid i uvished
Claus Pedersen sidder på forreste række i Dash-8’eren og ser ud over fjorden. Han har tilbragt de seneste 23 somre i Narsarsuaq som direktør for turistfirmaet Blue Ice Explorer, der har haft base i bygden. Han håber stadig på en fremtid for stedet - men tvivlen har sneget sig ind.
- Fremtiden for Narsarsuaq er meget usikker. Der har været mange seminarer omkring fremtiden, men der er ikke kommet noget konstruktivt ud af det, fortæller han.
Med lukningen af lufthavnen flytter Blue Ice Explorer sit hovedkontor til Qaqortoq. Claus Pedersen fortæller, at de allerede nu kan se en påvirkning på turismen i Narsarsuaq-området.
- Vi kan allerede se en nedgang i bookingerne til sommer, men lad os nu vente og se hvordan det bliver i år. 2026 bliver et prøveår, slår han fast.
Hans ord hænger i kabinen, mens flyet begynder sin nedstigning mod landingsbanen, der i mange år har været porten til Sydgrønland.
Til højre for Claus Pedersen sidder Ellen Frederiksen og læner sig frem for at kigge ud af det lille flyvindue. Langt dernede ligger Qassiarsuk - hendes hjem. Tårerne triller ned ad hendes kinder. Det havde hun ikke regnet med, fortæller hun.
Lukningen af Narsarsuaq Lufthavn rammer hende direkte. Ud over sit landbrug og fårehold driver hun også et lille overnatningssted.
- Vi har allerede mistet bookinger, fordi flypriserne er dyrere. Det er ærgerligt, at vi mister den direkte forbindelse til Europa via Danmark. Jeg har en gruppe forskere, som kommer hver sommer, men det er mere besværligt nu, hvor de skal flyve over Nuuk og sejle fra Qaqortoq.
Lukningen af Narsarsuaq lufthavn har længe været stærkt kritiseret af lokale stemmer. Lukningen betyder også, at blandt andet Narsarsuaq museum lukker, og derudover besluttede Greenland Airports i oktober 2025 at afskedige cirka 70 medarbejdere i lufthavnen og hotellet. Det er halvdelen af bygdens borgere, der tæller 139.
Den sidste landing
Den traditionelle klapsalve får et ekstra nøk opad da flyet lander i Narsarsuaq. Noget ekstra er på spil må man forstå.
Da dørene til flyet åbnes, rammes passagererne af en mur af stilhed. Nasarsuarmiutter står side om side og betragter det sidste fly i lufthavnens historie. Nogle stirrer tavst. Andre omfavner hinanden.
En æra er slut. En ny begynder muligvis i Qaqortoq, men ikke her i Narsarsuaq. Propellerne snurrer stadig, men for første gang føles lyden fremmed. En mor og hendes datter mødes i et kærligt kram. Nogle stirrer tomt ud i luften.
Blandt de fremmødte står Naja Lund. Hun krammer familiemedlemmer på flyvepladsen, mens tårerne trænger sig på. Hun er opvokset i Narsarsuaq, og har arbejdet i lufthavnen gennem flere år. Hun er meget berørt af lukningen, fortæller hun.
- Det føles fuldstændig urealistisk. Det er rigtig svært. Der er ikke kommet nogle udmeldinger om fremtiden fra Naalakkersuisut.
Adspurgt om fremtidsudsigterne for Narsarsuaq nævner Naja Lund de seneste nyheder om amerikansk interesse i bygden.
- Hvis det sker (at USA åbner en militærbase i Narsarsuaq), må det ikke ske uden inddragelse af lokalbefolkningen. Jeg ville ønske, at det var det danske forsvar, som interesserede sig for Narsarsuaq, men når det er USA, der gør det, så er det mere uacceptabelt. Men så længe der er en fremtid for Narsarsuaq, og folk kan blive boende her, så må det jo være sådan, det er, siger Naja Lund.
En sorgens dag
Indenfor er der dækket op til afsked. Romkugler og hindbærsnitter er dagens afskedsmiddag. Folk stimler sammen til taler fra blandt andre borgmester Malene Vahl Rasmussen, der er tydeligt berørt og flere gange må afbryde sin tale, og Air Greenlands direktør, Jacob Nitter, der deler sine ungdomsminder fra lufthavnen.
Bag talerne sidder Vagn Andersen. Han er buschauffør og kom til Narsarsuaq i marts 1983.
- Det er en sorgens dag. Jeg ville have flaget på halvt, hvis ikke det var fordi vores oldebarn har fødselsdag i dag, siger han og fortsætter.
- Vi er heldige at have et hus i Narsaq. Vi kan flytte derhen, men der er mange andre, der ikke har et hus et andet sted og bare kan flytte. Folk samles endnu en gang udenfor. Det er tid til den allersidste afgang fra Narsarsuaq Lufthavn.
Fuldstændig naturligt og uberørt af dagens tunge begivenhed løfter den tonstunge Dash-8 sig fra Narsarsuaq karakteristiske landingsbane med de flade fjelde i baggrunden.
Folk hæver armene i vejret og vinker farvel. Ikke på gensyn. Farvel til Narsarsuaq lufthavn, men ikke farvel til Narsarsuaq som levested. Der skal blot findes ny lim til at holde det hele sammen. Måske den lim findes i fællesskabet. Det er i hvert fald, hvad Naja Lund håber på.
- Jeg håber inderligt, at der er en fremtid for Narsarsuaq. Det kommer an på de folk, der bliver boende her. Blandt andet mine forældre. De skal have et godt sammenhold her, så politikerne kan se, at der stadig er liv i Narsarsuaq, slutter hun.
Abonnementer
Sermitsiaq.gl - web artikler
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pr. måned kr. 59.00
- Pr. år kr. 650.00
Sermitsiaq - E-avis
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
AG - Atuagagdliutit E-avis
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
Sermitsiaq.AG+
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Adgang til Arnanut e-magasin
- Adgang til Nutserisoq.gl
- Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.