Elite Sport Greenland og Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat har indgået en treårig samarbejdsaftale, der skal styrke udviklingen af futsal i Grønland frem til 2028. Det fremgår i en pressemeddelelse udsendt fra begge parter.
Aftalen har fokus på både elite- og talentudvikling og skal samtidig sikre et mere aktivt og stabilt landsholdsarbejde for både kvinder og herrer. Målet er at skabe bedre rammer for landsholdene, så de kan konkurrere på højeste internationale niveau.
Næst forperson i Elite Sport Greenland, Karl Peter Kristensen udtaler:
- Ved indgåelsen af samarbejdsaftalen har vi lagt vægt på, at der arbejdes ud fra en langsigtet strategi med fokus på at styrke eliten og udvikle et konkurrencedygtigt specialiseret og dedikeret futsallandshold med ambitiøse sportslige målsætninger. Der er samtidig et tydeligt fokus på at sikre et kontinuerligt aktivitetsniveau og regelmæssig international konkurrence, som er afgørende for at nå højeste niveau. Derudover prioriteres talentudviklingen med en klar pipeline fra U-landshold til A-landshold, hvor spillerne udvikler både tekniske, taktiske og mentale kompetencer. Samlet set giver aftalen et solidt fundament for den fortsatte udvikling af futsal i Grønland og bedre rammer for at omsætte futsallandsholdets potentiale til ambitiøse resultater via et stærkt setup omkring eliten, lyder det fra Karl Peter Kristensen.
Hos Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat fremhæver forperson Kenneth Kleist især betydningen for både herre- og kvindefutsal:
- Herrernes landshold sammen med fødekæden fra U19, har gennem flere år vist en markant og kontinuerlig sportslig udvikling og har opnået et internationalt niveau, der vidner om målrettet arbejde, stabil struktur og høj faglighed. Resultater, præstationer og professionalisering af landsholdsarbejdet har styrket Grønlands position internationalt og skabt øget respekt om holdet. Vi er glade for at kunne tage dette skridt sammen med ESG. Fortsat opbakning til herrerne er vigtig, men det er helt afgørende, at vi samtidig investerer i kvindernes udvikling. Aftalen er et klart signal om, at eliteidræt i Grønland udvikles mere ligeværdigt. At kvinderne nu er en del af samarbejdsaftalen med ESG, har stor betydning, udtaler han.
Med aftalen håber parterne at skabe et mere stabilt og målrettet fundament for grønlandsk futsal, hvor både resultater på landsholdsniveau og udviklingen af nye talenter kan løftes i de kommende år. Samtidig skal samarbejdet bidrage til en mere ligeværdig udvikling mellem kvinde- og herrefutsal.