Udenlandske elever mangler støtte

I takt med at flere udenlandske børn og unge flytter til Grønland, er der opstået en ny virkelighed i folkeskolen. 

En virkelighed, hvor sproget bliver en barriere – og hvor hverken elever eller lærere altid får den nødvendige støtte.

Den udfordring anerkender naalakkersuisoq for uddannelse, Nivi Olsen (D).

- Det er min vurdering, at folkeskolen i dag ikke er tilstrækkeligt gearet til at modtage og integrere nyankomne elever uden grønlandsk eller dansk sproggrundlag, udtaler hun i et skriftligt svar til AG.

Ifølge Nivi Olsen er et centralt problem, at nyankomne elever ofte placeres direkte i almindelige klasser uden tilstrækkelig hjælp.

- Det er mit indtryk, at mange nyankomne elever bliver placeret direkte i klasser uden den nødvendige sproglige støtte, siger Demokraternes naalakkersuisoq for uddannelse.

Det betyder, at eleverne ikke alene skal lære nye fag – men også nye sprog samtidig. Og det kan få konsekvenser for både deres faglige udvikling og trivsel.

Samtidig peger hun på, at sproget er nøglen til at kunne deltage i samfundet.

- For nytilkomne børn og unge er det afgørende, at de lærer vores sprog, så de kan følge skolegang og senere uddanne sig, lyder det.

Et system uden modtageklasser

I dag findes der ikke længere modtageklasser i folkeskolen. I stedet får nyankomne elever midlertidig undervisning i grønlandsk, men uden faste rammer for omfang eller varighed.

- Folkeskoleloven sætter ikke rammer for varigheden af denne supplerende undervisning, konstaterer Nivi Olsen.

Det betyder i praksis, at indsatsen varierer fra skole til skole. Nogle elever får målrettet støtte – andre langt mindre. Resultatet er et uensartet system, hvor ansvaret i høj grad placeres lokalt.

Konsekvensen mærkes i klasselokalet.

- Lærerne står i en udfordrende situation, og det ansvar kan ikke placeres hos den enkelte lærer, understreger hun.

Samtidig afviser hun, at løsningen er flersproget undervisning i praksis.

- Det er hverken realistisk eller pædagogisk og fagligt holdbart.

Ifølge hende mangler der en samlet, systematisk tilgang til elever med anden sproglig baggrund – og dermed et fælles fundament for, hvordan skolerne skal løfte opgaven.

- Lærerne skal ikke stå alene med en strukturel udfordring.

Problemet har været kendt i årevis

Kritikken fra blandt andre lærernes fagforening, IMAK, har stået på i flere år. Og Nivi Olsen lægger ikke skjul på, at indsatsen ikke har fulgt med udviklingen.

- Mit indtryk er, at indsatsen ikke i tilstrækkelig grad har matchet udviklingen. Det er en situation, vi ikke kan fortsætte i, mener hun og bekræfter behovet for politisk handling og mener, at der skal sættes ind på flere fronter. 

Først og fremmest skal lærernes kompetencer styrkes. Hun siger:

- Efteruddannelse og kompetenceudvikling i andetsprogspædagogik skal styrkes og gøres systematisk.

Det næste er, at der mangler grundlæggende viden om den udenlandske elevgruppe, herunder for eksempel hvor mange elever der er i folkeskolen med anden sproglig baggrund.

Endelig peger hun på behovet for bedre organisering og støtte til skolerne.

En langsigtet proces

Selvom Nivi Olsen lægger op til handling, understreger hun samtidig, at forandringerne ikke kommer fra den ene dag til den anden. Hun siger:

- Det bliver en langstrakt proces at styrke indsatsen. Udfordringen kan ikke løses her og nu, men kræver blandt andet bedre data, kompetenceløft og nye organisatoriske løsninger – hvilket betyder, at forbedringerne ikke vil kunne mærkes med det samme.

Samtidig fremhæver hun, at ansvaret for folkeskolen ligger hos kommunerne.

- Løsningerne skal derfor findes i tæt dialog med kommunerne.

Trods de strukturelle udfordringer fastholder Nivi Olsen, at målet er klart: Alle elever skal have mulighed for at lykkes.

- Alle elever, uanset sproglig baggrund, skal mødes dér, hvor de er – både menneskeligt, fagligt og sprogligt.

Hvordan det konkret skal ske i klasselokalet her og nu, er dog endnu ikke fuldt ud afklaret.

For eleverne, der allerede sidder i klasselokalerne uden at forstå sproget, og lærerne, der forsøger at få undervisningen til at hænge sammen, er spørgsmålet derfor stadig det samme:

Hvornår bliver ordene til handling?