Borgmesteren i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S), oplyste tirsdag til Sermitsiaq, at han ikke vil mødes med Donald Trumps udsending til Grønland, Jeff Landry, eller hans rejseledsager, lægen Joseph Griffin, som i øjeblikket opholder sig i Nuuk.
Den udmelding vækker glæde hos oppositionspartiet Demokraatit i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia:
- Det er en lettelse, at han har besluttet ikke at mødes med dem. I den nuværende situation mener vi, at vi bør være varsomme, siger Heidi Møller (D) til Sermitsiaq og fortsætter:
- Mens vores land er under pres fra USA, mener vi ikke, at tiden er inde til at nærme sig det land. Det er ikke fordi, vi vil begrænse, hvem borgmesteren kan mødes med, men jeg mener, det er mere fornuftigt i den nuværende situation ikke at komme for tæt på USA og udsendingene.
Demokraatit: Vil være meget risikabelt
Borgmester Lars Erik Gabrielsen har tidligere udtalt sig positivt om Donald Trumps forslag om, at sende et amerikansk hospitalsskib til Grønland med hjælp. Heidi Møller mener ikke, at det er passende at nærme sig USA.
- Naalakkersuisut arbejder meget med presset (fra USA, red.), og derfor mener jeg, at det er meget risikabelt, hvis vi som enkelte kommuner ved siden af Naalakkersuisuts arbejde begynder at nærme os på en helt anden måde.
- Vi skal derfor være opmærksomme på, hvordan vi udtaler os udadtil på kommunens vegne, siger Heidi Møller, der er anden viceborgmester i Avannaata Kommunia.