Naalakkersuisoq: - Jeg vil gerne vide mere om lønninger

Naalakkersuisoq for børn, unge, lovgivning og ligestilling, Mariane Paviasen Jensen (IA).
Offentliggjort

20. maj. Denne dag er national ligestillingsdag i Grønland. Og ligestilling er vigtig for alle - lige fra børn til ældre, mener Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling, Mariane Paviasen Jensen (IA).

- I anledning af National Ligestillingsdag vil jeg understrege, at ligestilling handler om tryghed, retfærdighed og om at sikre reelle lige muligheder for alle landets borgere – børn som voksne. 

- På denne dag skal vi både anerkende de fremskridt, der er gjort, og fastholde opmærksomheden på de udfordringer, der stadig kræver handling,  skriver naalakkersuisoq i en pressemeddelelse.

Vil have mere viden om lønninger

Ifølge naalakkersuisoqs vurdering mangler der viden om, hvorvidt personer med samme job får samme løn. Og om dette ønsker naalakkersuisoq mere viden.

- Det er et område, som vi ikke ved nok om. 

Og det er naalakkersuisoqs mål at opnå tilstrækkelig viden.

- For uden konkret viden og data på det specifikke område, så er det svært at definere, hvad der skal til, for at nå i mål med at opnå lige løn for lige arbejde,  skriver Mariane Paviasen Jensen.

Kommer med en opfordring

Hun ønsker, at ligestilling bliver tænkt mere ind i hverdagen. Hvad enten det er i hjemmet, på arbejdspladsen eller i hverdagens aktiviteter.

- Når vi hver især gør små, konkrete ting i hverdagen, skaber vi tilsammen en kultur, hvor færre oplever vold og diskrimination, hvor flere har reelle lige muligheder, og hvor alle kan udfolde sig frit – uanset køn, skriver naalakkersuisoq.

Indsatser skal være tydeligere

Ud over ulige løn ønsker naalakkersuisoq at opfordre til, at indsatserne for at forebygge psykisk vold bliver tydeligere.

- Psykisk vold er et område, hvor tavshed og manglende viden gør det svært at forebygge og hjælpe. Vi ved, at psykisk vold ofte efterlader usynlige, men langvarige følger – ikke mindst for børn og unge. Men vi har brug for mere viden på området, så fagfolk, myndigheder og borgere kan genkende tegnene og være med til at støtte både i hjem, på skole, på arbejdspladsen og i lokalsamfundet.