Opdateret: Flyet fra Billund er fløjet til Kangerlussuaq.
Opdatering: Al flyvning aflyses på Vestkysten, og passagererne fra Billund returnerer (Se længere nede i artiklen).
Dagens atlantfly fra Billund til Nuuk er blevet omdirigeret på grund af den kraftige blæst i Nuuk.
Air Greenland har onsdag formiddag oplyst på sin hjemmeside, at flyet fra Billund kunne risikere at skulle flyve til Kangerlussuaq på grund af forholdene i Nuuk.
På hjemmesiden Flightradar24 viser data, at flyet har været på vej mod Kangerlussuaq, så vendte det om og fløj mod Nuuk, hvorefter det igen fløj mod Kangerlussuaq, hvor det er landet.
- I tilfælde af at flyet må lande i Kangerlussuaq vil rejsende, som skulle med flyet fra Nuuk, forvente at få en ny rejseplan, skriver Air Greenland.
Opdatering: Al flyvning på Vestkysten aflyses
Air Greenland er kl. 12.30 kommet med en opdatering om situationen.
Vejrforholdene gør, at selskabet har set sig nødsaget til at aflyse al flyvning på Vestkysten resten af dagen.
Det oplyses også, at passagererne fra Billund, som blev fløjet til Kangerlussuaq, vil blive fløjet tilbage til Billund.
- Dette skyldes et fyldt trafikprogram i morgen og at Dash8 flyene i Nuuk stadig står i hangaren. Også Dash8 flyvning fra Ilulissat måtte opgive at lande i Aasiaat og vendte tilbage til udgangspunktet tidligere i dag, skriver Air Greenland om udfordringerne.
Air Greenland sætter nu gang i et stort arbejde med at få lavet nye rejseplaner til de mange berørte rejsende.
- Vi beder disse om at udvise tålmodighed mens dette arbejde foregår, skriver selskabet.