Kuno Fencker fra Naleraq har foreslået, at bopælskravet for at kunne stemme i Grønland skal være længere end seks måneder.
Som det er nu, får danske statsborgere stemmeret, når de har boet i Grønland i et halvt år.
I beslutningsforslaget har Kuno Fencker skrevet, at grundet størrelsen på det grønlandske folk kan selv mindre ændringer i befolkningens sammensætning få større politisk betydning end i andre lande.
Naleraq mener, at reglerne for valgret til Inatsisartut bør afspejle en vis grad af varig tilknytning til Grønland.
Forslaget sætter dog ikke tal på, hvor længe man skal have boet i Grønland for at nå den tilknytning. Det skal være op til en diskussion i Inatsisartut.
Forslaget blev 1. behandlet i Inatsisartut torsdag 30. april.
Trækker forslaget tilbage
Og mens nogle partier godt kunne se grunde til at ændre i reglerne for valgret, indstillede Naalakkersuisut forslaget til forkastning.
- I forslaget anføres, at ændringer i befolkningens sammensætning kan have politisk betydning. Naalakkersuisut bemærker, at dette er en relevant betragtning, men der foreligger hverken dokumentation for, at den nuværende ordning med seks måneders bopælskrav har skabt konkrete problemer, eller analyser der viser, at personer med kortere bopæl i særlig grad påvirker valgresultater eller Inatsisartuts beslutninger.
- Naalakkersuisut vurderer derfor, at der ikke foreligger et dokumenteret behov for at ændre den eksisterende ordning, siger Maritha Broberg, naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, familier og indenrigsanliggender, fra talerstolen.
Dog havde Siumut, IA og Naleraq henvist forslaget til behandling i Lovudvalget. Dermed så Naalakkersuisuts forslag om forkastelse ud til at blive nedstemt.
Men helt til sidst, kort før 1. behandlingen var færdig, valgte IA at henvise forslaget til forkastelse, da tonen i debatten blev for hård. Det sagde Ane Hansen (IA) fra salen.
Da det skete, valgte Kuno Fencker helt at trække punktet tilbage, da der ikke længere var flertal for at sende forslaget i udvalget.