Bygderne svigtes med dårlig adgang til sundhedsydelser og rindende vand samt manglende kloakering

Siumuts borgmester i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen, blev voldsomt provokeret, da statsminister Mette Frederiksen for tre uger siden skrev på Facebook, at ”hun var glad for at bo i et land, hvor der var fri og lige adgang til sundhed for alle".

Hendes kommentar kom i forlængelse af, at den amerikanske præsident havde annonceret, at, der var et hospitalsskib på vej til Grønland for "at tage sig af alle de syge mennesker i Grønland". 

De fleste i Grønland reagerede med hovedrysten på det amerikanske tilbud, men hos Lars Erik Gabrielsen vakte det også genklang, og han kvitterede med at byde skibet  velkomment i Ilulissat. 

Der skal handling til 

– Vores sundhedsvæsen har store problemer. Alt hjælp gavner - også et hospitalsskib. Og det passer jo ikke, når Mette Frederiksen siger, at alle har lige vilkår. Jeg repræsenterer en meget vidtstrakt kommune, hvor vi har meget anderledes forhold end i Nuuk og i Danmark. Mit budskab er, at jeg vil kæmpe for bedre forhold for vores borgere, der betaler samme skat og som derfor bør have samme vilkår som alle andre i rigsfællesskabet, siger Lars Erik Gabrielsen, der godt er klar over, at mange mener, at hans holdning er fjendsk. Men at man må forstå substansen i det, han siger. 

– Uanset om det er EU-Kommissionens formand eller den amerikanske præsident, der interesserer sig for Grønland, så er mit budskab det samme. Vi vil meget gerne have bedre forhold og betingelser. Sundhedsvilkårene er skrantende. I bygderne har vi slet ikke nogen infrastruktur. Forholdene har været dårlige i mange år. Der er brug for at der lyttes mere og så skal der handling til - fra Danmark, EU eller nogle helt andre, så vi kan få skabt bedre forhold i vores byer og bygder, siger Lars Erik Gabrielsen, der mener at midlerne i dag ikke fordeles fair i Grønland.

Sundhedsricisi i bygder og byer  

Lars Erik Gabrielsens kritik er både rettet mod Naalakkersuisut og den danske regering, for godt nok er sundhedsområdet hjemtaget, men med et fastfrosset bloktilskud, kan det være nået nær umuligt for Grønland at finde midlerne til for eksempel at få kloakeret og indlagt vand i de mange byer og bygder, der fortsat mangler. 

Ifølge forsker, ph.d. og ekstern lektor ved den arktiske ingeniøruddannelse i Sisimiut, DTU, Kåre Hendriksen, så har 15 procent af landets hustande ikke indlagt vand og ca. 25 procent har ikke kloakering. De henter vand i taphuse og bruger tørkloset. 

– I en by som Upernavik med 1.100 indbyggere er der fortsat ikke indlagt vand, og vandforbruget per indbygger er under 50 liter i døgnet. Byen er også uden kloak, så alle bruger tørkloset og byen har natrenovation. En situation, der indebærer sundhedsrisici, lyder det fra Kåre Hendriksen, der i januar skrev en kronik i Sermitsiaq sammen med pensioneret professor Ulrik Jørgensen og professor emeritus Birger Poppel om investeringsefterslæbet i Grønland. 

Udover Upernavik, så er der heller ikke indlagt vand og kloakeret i byerne Qaanaaq og Ittoqqortoormiit samt stort set alle bygder i landet på nær Alluitsup Paa. Derudover er der mange byer, hvor der kun er delvis kloakeret som for eksempel Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Paamiut og Nanortalik. 

Dansk underinvestering i Grønland

Ifølge Kåre Hendriksen så er der fra dansk side en tendens til at argumentere med, at de sociale problemer og dårlige forhold er et internt grønlandsk anliggende, men udfordringen er ifølge Hendriksen, at den store ulighed i Grønland i høj grad blev funderet af den danske stat under modeniseringen, og at den danske underinvestering i infrastruktur er blevet videreført. Dertil han man fastfrosset bloktilskuddet. 

– I 2020 da jeg senest undersøgte forholdene,  var der tale om 8.800 borgere, der levede uden kloakering og indlagt vand. I dag er det færre. Ikke fordi der de senere år er blevet kloakeret eller indlagt vand, men fordi folk er flyttet fra bygderne og de mindre byer, siger Kåre Hendriksen, der mener, at den danske regering burde erkende deres investeringsefterslæb og de konsekvenser, som det har haft for bloktilskuddet. 

Et substantielt løft  

Derudover er Kåre Hendriksen enig med Lars Erik Gabrielsen i, at der er udfordringer på sundhedsområdet, og at det blandt andet skyldes, at Grønland i 1992 overtog et "nødlidende sundhedsvæsen" og at transport- og rekrutteringsmæssige udfordringer i Grønland ikke er de to eneste problemer. Det tredje problem er et alt for ille økonomisk råderum til sundhedsvæsenet. 

– Den danske regering bør gå i dialog med Naalakkersuisut om et substantielt løft af sundhedsområdet og bidrage med investeringer i forsyninger, boliger og den nødvendige infrastruktur. 

Ulighed i sundhed 

Ifølge Grønlands Statistik er middellevealderen uden for Nuuk kun 66 år for mænd og 72 år for kvinder, mens den i Nuuk er knap 70 år for mænd og 73 år for kvinder. Og ifølge en undersøgelse foretaget af Center for Folkesundhed i Grønland i 2018-19, så var udredningsinternvallet for kræftpatienter - dvs. fra første henvendelse til diagnose - væsentligt længere for patienter uden for Nuuk. 

Siden 2019 der blevet gjort en række tiltag for at reducere udredningsintervallet med blandt andet telemedicinske konsultationer, men landslæge Paneeraq Noahsen er enig med Lars Erik Gabrielsen i, at det mest optimale for patientsikkerheden i sundhedsvæsenet er en stabil, lokal bemanding med både faste læger og sygeplejersker, hvor behandlingen kan varetages med høj kontinuitet og godt kendskab til patientpopulationen. 

– I mange små og geografisk isolerede samfund er dette dog vanskeligt at realisere, blandt andet på grund af en global mangel på sundhedspersonale og særlige rekrutteringsudfordringer i tyndtbefolkede områder. Anvendelse af skiftende korttidsansatte lægevikarer kan sikre midlertidig lægetilstedeværelse, men er ikke nødvendigvis ensbetydende med bedre patientforløb eller højere patientsikkerhed. Hyppig udskiftning af læger kan medføre afbrudte undersøgelsesforløb, manglende opfølgning og varierende klinisk praksis, og kan samtidig give en form for organisatorisk eller social “falsk tryghed”, da lokalsamfundet oplever at have lægelig dækning, selv om kontinuitet, lokalkendskab og kompetencer i praksis kan være begrænset, siger Paneeraq Noahsen. 

Vandmangel udgør et sundhedsproblem 

Erfaringer fra andre arktiske egne peger ifølge landslægen på, at en model med fast lokalt sundhedspersonale kombineret med faste kontaktlæger i større sundhedsenheder og telemedicinske konsultationer med faste læger i mange tilfælde kan understøtte bedre kontinuitet i patientforløb. 

I forhold til de sanitære forhold i bygderne, så mener Paneeraq Noahsen ikke at tørkloset udgør en væsentlig sundhedsrisiko, hvis de håndteres korrekt, men hun er bekymret over den dårlige adgang til vand i flere bygder. 

– Sundhedsmæssigt har adgangen til tilstrækkelige mængder rent vand ofte større betydning, da begrænset vandadgang kan gøre daglig hygiejne og rengøring vanskelige, og dermed øge risikoen for infektioner.