Borgere i opråb om boligforhold i Paamiut

Borgere i Paamiut kræver et borgermøde og en handlingsplan for at afhjælpe problemer med boligsituationen i byen.

Sidste år opgav Kommuneqarfik Sermersooq at overtage en boligblok fra Selvstyret i Paamiut. Projektet blev opgivet, da boligerne blev vurderes i for ringe stand til, at det kan betale sig at renovere dem. Kommunen vil i stedet bygge 14 nye boliger i Paamiut.
Offentliggjort

Boligforholdene i Paamiut kalder på omgående politisk handling, hvis det står til borgere i byen.

Mere end 100 Paamiut-borgere har tidligere i år skrevet under på en henvendelse til blandt andre Naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq om sagen.

Ifølge underskriverne er hovedproblemerne, at flere borgere i byen står uden bolig, nogle familier lever under uegnede og uacceptable forhold, samt at borgere i nogle tilfælde tvinges til at forlade byen, fordi det er svært at få en egnet bolig.

I en meddelelse til Sermitsiaq oplyser en repræsentant for borgerne, at de efter korrespondance med henholdsvis kommunen og Naalakkersuisut, nu ønsker afholdelse af et borgermøde i Paamiut med fysisk deltagelse af ansvarlige beslutningstagere, samt en konkret og forpligtende handlingsplan.

Ifølge borgerne er problemerne blevet anerkendt, men der mangler konkrete og tilstrækkelige løsninger. 

Kommune: Vi arbejder på at bygge nye boliger 

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA), reagerede i februar på underskriftindsamlingen med et brev til borgerne.

I brevet lyder det fra borgmesteren, at det er korrekt, at der gennem en årrække er nedrevet et betydeligt antal af Selvstyrets boliger i Paamiut som følge af bygningernes stand og sikkerhedsmæssige forhold. 

Ifølge borgergruppen er der over en længere årrække nedrevet omkring 450 boliger i Paamiut, hvilket er en del af gruppens kritikpunkter.

Ifølge borgmesteren har nedrivningerne har været nødvendige, men de har haft konsekvenser for den samlede boligkapacitet, hvilket kommunen har forståelse for opleves som belastende. 

Kommuneqarfik Sermersooq henviser dog til, at kommunen i 2026 vil lave et udbud af 14 ældrevenlige boliger i byen, og der er ca. 45 mio. kr. afsat til projektet. Derudover har selvstyret planlagt opførelsen af 4 ungdomsboliger.

- Samlet set betyder det, at der er 18 nye boliger på vej til Paamiut, målrettet både ældre og unge borgere, lyder det fra borgmesteren i brevet.

Naalakkersuisut: Boliger er revet ned på grund af mindsket boligbehov

Også naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede (IA) har besvaret borgernes henvendelse. Han skriver blandt andet, at de mange boliger i byen er revet ned i en tid, hvor der var et betydeligt boligoverskud i byen.

Yderligere to blokke er rømmet og afventer nedrivning i 2026, oplyser naalakkersuisoq. Blokkene kan umiddelbart ikke tages i brug igen for at løse de aktuelle problemer, fordi de har stået tomme gennem længere tid og derfor har taget skade.

Ifølge oplysninger fra INI, som naalakkersuisoq har indhentet, er der 71 personer på venteliste til bolig i Paamiut.

Tilbagemeldingerne fra myndighederne har ikke stillet borgerne tilfredse, der altså ønsker et borgermøde om sagen og forpligtende handlingsplan.

- Vi oplever, at ansvaret i høj grad skubbes mellem myndigheder, mens situationen forværres, skriver repræsentanten for borgerne til Sermitsiaq.