"Kolonisterne" satte publikum i bevægelse i Katuaq

Der var udsolgt både lørdag og søndag, da danseforestillingen Kolonisterne indtog lille sal i Katuaq. 

Og det var ikke en forestilling, man kunne gemme sig bagerst i mørket under. Tværtimod.

Fra første øjeblik blev publikum gjort til en del af værket. 

Lille sal blev forvandlet til en intens og til tider urovækkende omgang stoledans, hvor publikum rejste sig, byttede pladser, løftede hænderne og fulgte ordrer fra scenens fem dansere – kolonisterne.

Det lyder måske legende. Og det er det også. Men under den satiriske og ofte komiske overflade gemmer der sig en skarp kritik af magt, lydighed og koloniale strukturer.

Forestillingen, skabt af koreograferne Michael Tang og Lava Markusson for Bobbi Lo Produktion, undersøger de nordiske landes fælles koloniale historie.

Det mest effektfulde greb er, at forestillingen fortælles fra kolonisternes synspunkt. Publikum bliver dermed placeret i rollen som det koloniserede folk – ikke bare symbolsk, men fysisk. Man adlyder instrukser, bliver flyttet rundt og mister gradvist kontrollen over rummet. I en grønlandsk kontekst bliver det umuligt ikke at mærke den historiske resonans.

Det gør forestillingen både provokerende og bemærkelsesværdigt præcis.

Flere gange udløser situationerne latter i salen. Ikke fordi temaet er let, men fordi magtmisbruget fremstilles med en absurd selvsikkerhed, som virker genkendelig. Forestillingen balancerer sikkert mellem satire og alvor, uden at budskabet bliver tungt eller moraliserende.

De fem dansere leverer en fysisk stærk og voluminøs præstation, hvor koreografi, stemmer og musik smelter sammen i et konstant skift mellem kontrol og kaos. Publikum ved aldrig helt, hvad der kommer til at ske – og netop den spænding er en central del af oplevelsen.

Kolonisterne er ikke en let forestilling. Men det er en forestilling med nerve. Den bliver siddende i kroppen og tankerne længe efter sidste scene. Også efter publikum, som forestillingens koloniserede folk, bliver lukket ud fra lille sal i Katuaq igen.

Og måske er det netop derfor, den rammer så præcist her i Nuuk. Her er kolonihistorien ikke fjern fortid eller akademisk debat. Den lever stadig i sproget, i samfundet og i relationerne mellem mennesker.

Kolonisterne er den slags forestilling, der minder publikum om, hvad scenekunst kan, når den tør udfordre, involvere og ramme et samfund lige dér, hvor det gør mest ondt. I Nuuk føltes den ikke bare relevant. Den føltes nødvendig.