Fra jollefisker til magtfuld position: Hvad vil Pele Blytmann?

Pele Blytmann forsøger at finde det rette sted at stå, mens fotografen justerer kameraet og beder ham rykke en smule tættere på det store kontorvindue.

Udsigten strækker sig ud bag ham, men han virker mere optaget af, hvor han skal gøre af hænderne. Det er tydeligt, at han ikke er vant til at være omgivet af journalister og blitzlys. Han står lidt stift, indtil spørgsmålet falder. Så løsner det op i ham.

Bliver du ikke rastløs en gang imellem?

– Selvfølgelig, siger Pele Blytmann og griner, mens blikket glider mod horisonten.

Det er heller ikke mærkeligt, at den 60 årige formand kan blive rastløs. Han har haft hele sit arbejdsliv på havet. Det sidder stadig i kroppen.

– Siden min barndom har jeg arbejdet som fisker hele mit liv.

Som ung var han besætningsmedlem på en mindre kutter i Ilulissat, hvor de fiskede hellefisk. Senere fulgte ti år på havgående rejetrawlere.

Fra 1995 og frem til valget i oktober sidste år arbejdede han i 30 år som jollefisker. Havet var hans hverdag. Nu er det et kontor.

Hvem er Pele?

Før man som journalist besøger en kilde, er det almindeligt at lave research. Men søger man online om Pele Blytmann, findes der kun få artikler fra hans tid som formand.

– Jeg er ikke en fremtrædende person, siger Pele Blytmann kort.

Pele Blytmann er en ægte efternøler af syv søskende. Hans mor var 42 år og hans far 60 år, da de fik ham.

Han voksede op i en arbejderfamilie, men har altid arbejdet med fiskeri.

Hvorfor blev du fisker?

– Jeg ved det ikke. Min far var arbejder. Som barn blev jeg inviteret af ældre, der fiskede torsk med snøre. Det var nok dem, der grundlagde min interesse for fiskeri, fortæller Pele.

Forsøgte at komme i land, men vendte altid tilbage til havet

Da Pele var besætningsmedlem på en kutter, fik han åndedrætsproblemer på grund af olieholdig maling i skibets rum, og lægen forbød ham at sejle.

Da han ikke længere kunne sejle, arbejdede han på en fiskefabrik i Ilulissat. Han blev dog ikke længe i jobbet, for han blev rastløs, når han så fiskerne komme og gå.

– Jeg havde jo meget frihed som fisker, uden at være styret af et ur. Så jeg arbejdede kun i to måneder.

– Da jeg fik en taxa i 2008, havde jeg også besluttet mig for at komme i land. Om vinteren kører jeg taxa, men når foråret nærmer sig, kan jeg ikke modstå det og vender tilbage til havet, fortæller Pele.

Formand uden erfaring med organisationsarbejde

Han har nu været formand i fem måneder for den største fisker- og fangerforening i Grønland, KNAPK. Fra en hverdag med frihed i den friske luft på havet til nu at sidde indendørs på kontoret i Nuuk. 

Medlemmerne betaler 1,5 procent af deres indhandling til organisationen, hvoraf 0,25 procent tilbagebetales til de enkelte medlemmers lokalafdelinger ved årets slutning.

– Men da jeg kom ind i foreningen, havde vi desværre ikke engang råd til det, siger Pele Blytmann.

Han har tidligere været bestyrelsesmedlem og formand for IAPP, KNAPK's lokalafdeling i Ilulissat. Under sin tid i IAPP blev han kritisk over for organisationens manglende kommunikation.

– Det er som om, at breve bliver sendt hvor som helst, men de bliver aldrig besvaret. Det er ikke rart, fortæller Pele Blytmann.

Han stillede op ved foreningens generalforsamling i oktober og vandt over den tidligere formand Nikkulaat Jeremiassen. Han var klar over, at foreningen, han overtog, havde økonomiske problemer, men blev alligevel overrasket, da han trådte ind.

– Jeg havde ikke forventet, at det var så slemt.

Foreningen er økonomisk i en kritisk situation, og det har flere konsekvenser.

Medlemmerne betaler 1,5 procent af deres indhandling til organisationen, hvoraf 0,25 procent tilbagebetales til de enkelte medlemmers lokalafdelinger ved årets slutning.

– Men da jeg kom ind i organisationen, havde vi desværre ikke engang råd til det, siger Pele Blytmann.

En vanskelig start

Afdelingerne fortsætter med at kræve deres procentandel den dag i dag. Ifølge Pele Blytmann arbejder de sammen med revisorer og banken for at finde en løsning og sikre organisationens økonomi. Han er sikker på, at det ikke vil vare længe, før afdelingerne får deres procentandel.

– Vi er nu på grænsen til det håbefulde, siger han.

Efter at foreningens økonomiske problemer blev offentliggjort, blev den tidligere direktør Vittus Qujaukitsoq afskediget, og Niels Boassen fungerer indtil videre som konstitueret direktør.

– Det er vigtigt at have en direktør, man kan arbejde godt sammen med. Her er det ikke på sin plads, hvis man har en direktør, man ikke kan samarbejde med, siger Pele Blytmann uden yderligere kommentarer.

Han fortæller, at de har omstruktureret for at opnå bedre kommunikation med lokalafdelingerne, da han har ført kampagne for netop bedre kommunikation. Organisationen planlægger, at økonomistyringen fremover skal varetages af en ekstern revisor.

– Vi vil strukturere det administrative arbejde. Hvis revisorerne tager sig af økonomien, kan de nuværende ansatte få bedre kontakt med lokalafdelingerne, siger Pele Blytmann.

Fra VHF-radiokommunikation til e-mails

Den nye formand for KNAPK blev efter to måneder i embedet stærkt kritiseret af den tidligere formand. Henrik Sandgreen mente, at Pele Blytmann og bestyrelsen havde for lidt erfaring og ikke kunne løfte opgaven. Men Blytmann er overbevist om, at dialog er vejen frem.

– Vi tager kritikken til efterretning, og jeg vil ikke reagere negativt. Tværtimod er jeg i dialog med ham, siger han.

Efter flere prøvelser som nyvalgt formand skal han, hvis han vil nå sine mål, opgive den VHF-baserede kommunikation, han er vant til fra sine fiskerkolleger, og i stedet intensivere den daglige mailkommunikation med departementer og andre myndigheder.

Pele har flere gange prøvet at arbejde på land, men det varer aldrig længe, før han vender tilbage til det frie erhverv på havet. Derfor står han tilbage med det sidste spørgsmål:

Kan du virkelig holde i fire år i din funktion?

– Jeg har forpligtet mig selv. Ingen andre har besluttet det. Jeg er her for at blive, og jeg kan klare det, afslutter Pele Blytmann beslutsomt.