Selv i tågen er der lys

Han husker det ikke som billeder, men som lyde. 

Gråd, der bliver ved. Stemmer, der knækker. Så kirkeklokkerne. Tunge og uafvendelige. Til sidst stilheden over en kirkegård.

Steffen Knulst er kun tre år gammel, da hans mor dør. Det er hans første minde – og det bliver begyndelsen på et mørke, der lægger sig som en skygge over resten af hans liv. 

I dag går han ikke til begravelser. Ikke fordi han ikke sørger, men fordi sorgen bliver for tung i de rum, hvor den deles. I stedet tager han sin afsked alene. Som noget, der ikke skal ses – kun bæres.

Skyggebarn

Steffen Knulst er i dag knap 31 år. Han vokser op i Nuuk i et hjem, der ligger langt fra det, de fleste vil kalde normalt. Efter morens død bor han hos sin far, der kæmper med et alkoholmisbrug. Alligevel er det ikke her, volden findes.  

– Min far gjorde mig aldrig noget. Så selvom han drak, var han faktisk hyggelig hele tiden, fortæller Steffen Knulst. 

Men rundt om ham er misbruget allestedsnærværende. Alkohol og hash binder store dele af familien sammen – og trækker samtidig alt fra hinanden. I weekenderne, når faren er på arbejde, bliver Steffen sendt til sin mormor og morfar. Det, der skulle have været et frirum, udvikler sig til det modsatte. 

– Jeg blev voldtaget af min fætter i weekenderne hos min mormor og morfar, siger han.

Stemmen er rolig. Næsten løsrevet fra ordenes vægt. 

Overgrebene står på i fire år, fra han er seks til ni. Han er for lille til at gøre modstand og for bange til at sige det højt. Truslerne holder ham fast i tavsheden. Indtil en dag. 

– Min støttepædagog fra kommunen spurgte mig pludselig, hvad vi lavede om aftenen, når jeg var der. Jeg stivnede fuldstændig. Jeg gik i panik. Først løj jeg om, hvem der voldtog mig, fordi jeg var så bange for, at min fætter ville dræbe mig. Det havde han truet mig med så mange gange, fortæller Steffen Knulst. 

Man kunne tro, at afsløringen bliver et vendepunkt. At noget bliver lettere derfra. Det gør det ikke. I stedet begynder en ny form for utryghed. Steffen bliver sendt rundt i systemet, fra hjem til hjem. På ét år bor han i ni forskellige plejefamilier. Ingen steder længe nok til at falde til. Ingen steder længe nok til at føle sig hjemme. Og flere af stederne bliver utrygheden håndgribelig – med både fysisk og psykisk vold.

– Selvom min sidste plejemor var kærlig, var hendes mand det ikke. En dag, da jeg som teenager havde været nede på kirkegården og græde ved min mors grav, råbte han, at jeg skulle stoppe. At han var træt af at se mig lade som om, jeg savnede hende. Det ødelagde mig totalt, siger han stille. 

Alligevel er det, som om forbindelsen til moren aldrig forsvinder. Tværtimod vokser den i fraværet og får lov at fylde det tomrum, ingen andre formår at udfylde. Hvor relationer omkring ham bryder sammen eller gør ondt, står forestillingen om hende tilbage som noget urørt. Noget, der ikke svigter. 

– Jeg savner hende hver dag. Måske lyder det underligt, men jeg mærker hende. Og jeg ved, hun var god ved mig, siger han. 

Det er et bånd uden minder. Uden fælles oplevelser. Kun båret af en fornemmelse – og et savn. Og måske er det netop det mest sigende ved hans barndom: at den nærmeste form for tryghed findes i relationen til en mor, han mistede som treårig. At det, der burde have været fundamentet, i stedet blev et fravær. Resten var noget, han måtte overleve.

Et lys i mørket

Som 21-årig flytter Steffen Knulst fra plejefamilien. Han flytter sammen med en kæreste. Forholdet er hverken sundt eller stabilt, men det er et sted at være. Sammen rejser de til Danmark, hvor han får arbejde med skraldeopsamling for kommunen i Horsens. 

Han har aldrig fået en uddannelse. Der var ingen, der greb ham i skolen, ingen, der holdt fast, når det blev svært. Med ADHD og en opvækst præget af uro og svigt var skolebænken noget nær umulig at sidde i. Han tager derfor det arbejde, han kan få. 

Men opholdet i Danmark bliver kort. Hjemme i Nuuk bliver hans mormor og morfar ramt af kræft. Steffen rejser tilbage. En uge senere dør hans morfar. Det bliver begyndelsen på endnu en tung periode, hvor døden igen rykker tæt på. 

– Endnu et mareridt begynder. Jeg mister fire familiemedlemmer på to måneder, og flere af mine venner begår selvmord, fortæller Steffen Knulst tungsindigt. 

Sorgen hober sig op. Tabene står i kø. Og et sted må det sætte sig. 

– Jeg flygtede ind i hash’en. Jeg begyndte bare at ryge hele tiden. Hver dag. Konstant, siger han uden tøven. 

Alkohol holder han sig fra. Han har set, hvad det gør. Set hvordan det kan opløse mennesker og familier indefra. Men hash’en bliver en måde at sløre kanterne på. En måde at være i det, der ellers er ubærligt. 

Tilværelsen er længe præget af uro. Af skiftende forhold, der ikke holder. Af en hverdag, der glider. Og så – midt i det hele – kommer der et lys. 

Hans datter. Rena bliver født en smuk septemberdag, og selvom hun i dag bor med sin mor i Qasigiannguit, bliver hun et fast holdepunkt i hans liv. I dag er hun fire år, og samtalerne over FaceTime er noget, han ikke springer over. 

– Hun betyder alt. Når jeg ser hende på FaceTime, udløser det dopamin i hele min krop. Det er større end noget fix. Det er det bedste, siger Steffen og smiler. 

For første gang i lang tid er der noget, der ikke handler om at overleve. Noget, der trækker i en anden retning.

Sporten som tilflugtssted

Steffen Knulst er meget bevidst om sin afhængighed. Ritalin dæmper ADHD-symptomerne, hash’en gør livet udholdeligt og åbner plads til latter, men af og til har han perioder, hvor han helt stopper med begge dele. 

– Jeg har nogle perioder, hvor jeg stopper med både piller og hash. For lige at mærke mig selv og se, hvor afhængig, jeg er. Jeg vil ikke være alt for afhængig. Det kommer der aldrig noget godt ud af, fortæller Steffen Knulst med en ansvarlig tone, som om han ved, han ikke kan klare sig uden – men heller ikke vil kunne klare sig kun med. 

I perioderne uden piller og røg kan temperamentet godt være svært at styre. Men heldigvis findes der noget, der fungerer for ham. Sport. Inuit Games – den traditionelle arktisk sportsgren – giver ham både styrke og ro. Den giver ham noget at holde fast i, noget, der træner kroppen og hjernen, og noget, der lader ham mærke sig selv på en måde, intet stof kan. 

– Det var en af mine bedste venner, der desværre begik selvmord sidste år, der tog mig med til træning første gang. Det var i 2010, men først i 2014 blev jeg god til det, fortæller han. 

Som træningen bliver mere seriøs, melder konkurrencemulighederne sig. Han præsterer ved Grønlandsmesterskaberne – han lykkes. Men landsholdet har klare regler: man må ikke være påvirket. 

– Jeg forsøgte at holde det hemmeligt, men til sidst var det slet ikke hemmeligt mere, så jeg blev smidt af landsholdet af min daværende træner, Kim Rosing, som ellers var det nærmeste, jeg nogensinde er kommet på en faderfigur, fortæller Steffen Knulst roligt. 

I 2019 forsøger han igen. Han holder pause fra hash’en og nærmer sig Grønlandsrekorderne i One-foot og Two-foot High Kick, indtil han selv sætter dem i 2021. 

– Jeg begyndte at drømme om noget. Jeg drømte om sportsresultater, om at præstere. Det var helt nyt for mig, fortæller Steffen Knulst. 

Han deltager i Arctic Winter Games to gange, i 2018 og i 2023. Hans første AWG er en tåget oplevelse: han ryger hash 45 minutter før flyet letter, og ombord sætter træneren Kim Rosing, der også er reservebetjent, sig ved siden af ham. 

– Jeg var skuffet over mig selv. Jeg vandt bronze det år, men jeg var ikke stolt, fortæller Steffen Knulst. 

I 2023 er historien en helt anden. Steffen har holdt sig fra røgen, trænet seriøst, og indsatsen bærer frugt: han vinder guld for Grønland i disciplinen Head Pull. 

Hans misbrug og sportskarriere svinger op og ned, men midt i kaosset er Kim Rosing et stille, konstant punkt. Både som træner og reservebetjent kan han se Steffen – alt det, han kæmper med, og alt det, han kan blive til. Måske er det netop derfor, Kim har taget en plads som en slags faderfigur i et liv, hvor tryghed og stabilitet ellers er fremmede størrelser.

Balancen i livet

I år har Steffen ikke deltaget i Arctic Winter Games. Til gengæld har han heller ikke røget hash i hele 2026. Endnu. Han siger det uden store armbevægelser, næsten som en konstatering. Han tror ikke, han nogensinde stopper helt. Men pauserne gør noget ved ham. De giver plads. Han træner mere seriøst nu. Finder tilbage til kroppen, til rytmen. Og selvom livet stadig bevæger sig mellem mørke og lys, er han ikke længere der, hvor mørket er altopslugende. 

– Jeg har prøvet at begå selvmord syv gange. Tre gange er det næsten lykkes, men aldrig helt. Steffen siger det uden dramatik. Som en del af historien, og fortsætter:

– Det er tolv år siden sidst. Sådan nogle tanker gider jeg ikke have mere. Jeg har en datter, og jeg har en kæreste, som jeg har det godt med. Og jeg ved, at jeg er elsket – på en eller anden måde. Det må være nok, siger han. 

Der er ikke noget stort svar i det. Ingen forløsning, der samler det hele. Kun en erkendelse. 

– Livet er jo lidt en balance. Jeg må ikke være for glad, men heller ikke for trist. Det kan godt være svært, siger han med tyngde i stemmen. 

Måske er det netop dér, han står nu. Ikke fri af det, der har været. Ikke færdig med kampen. Men et sted midt imellem.