Vivians sidste træk i Siumut: - At gå hen over hovedet på os, er udemokratisk

Vivian Motzfeldt løfter en bunke papirer og presser dem ned i en stor blå makuleringsskraldespand tirsdag formiddag. En særlig tid er slut i Vivian Motzfeldts politiske liv. 

Både her i departementet for udenrigsanliggender, hvor vi befinder os, men også som medlem af Siumut. Hun fortsætter som medlem af Inatsisartut, men beslutningen er truffet, mens hun står der og river papir over. 

Hun melder sig ud af Siumut. Nu skal det bare fortælles til både partifæller og befolkning.

Farvel Siumut 

Med beslutsomme skridt går Vivian Motzfeldt fra departementet forbi receptionen og op på partigangen. Ved partikontoret stopper hun op et splitsekund. Skæver over på plakaten der hænger modsat på gangen, og som forestiller hende og så det slående budskab "håb" nedenunder. 

Plakaten blev lavet af Liv Aurora i forbindelse med Vivian Motzfeldt og Lars Løkke Rasmussens historiske møder i Washington DC i januar.

Først går hun ind til partisekretær Aviaja Hegelund-Tittussen og melder sin afgang. Dernæst ind på partikontoret, som er skrumpet i størrelse efter seneste valg, men som pludselig virker stort efter halveringen af mandater ovenpå hende og Kim Kielsens afgang. 

Kort og formelt siger hun farvel og tak til partifællen Lars Poulsen, som sidder og får frokost. 

Vivian Motzfeldt er afklaret, men stopper alligevel op på turen tilbage til sit kontor i departementet ved en bronzeskulptur, som forestiller Siumut-koryfæet og tidligere landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt. Hun sætter nænsomt sin hånd på skulpturens skulder.

- Ham savner jeg. Han formåede at samle folk i stedet for at splitte. 

Tilbage på kontoret i departementet ringer hun til Kim Kielsen. Han tager ikke telefonen. Dernæst ringer hun til Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, og forklarer om sit exit. 

Sidst er det partiformand Aleqa Hammond. Vivian Motzfeldt går hvileløst rundt, stopper op ved sin kontorstol og piller lidt ved forskellige ting mens hun taler. 

Efter cirka to minutters samtale er det officielt. Hun er ikke længere en del af Siumut. Nu er det kun gule bjælker i medierne som mangler. 

- Mange tror, at vi er kommet ud af den her krise. Det er vi slet ikke. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen og arbejder for folket. Og midt i det hele, hvor det er allervigtigst, at kræfterne står samlet, kan jeg slet ikke forstå den beslutning (at trække Siumut ud af koalitionen). Jeg vil ikke være med til det, og jeg accepterer det ikke. Derfor har jeg besluttet at melde mig ud, fortæller hun og fortsætter.

- Jeg har det fint og er lettet. Jeg synes, vi har en udemokratisk leder. Det her handler om demokrati - vi er folkevalgte. At man går hen over hovedet på os, er udemokratisk. Man har sat partiet foran folket, og det siger meget om værdier, som jeg ikke kan dele, forklarer Vivian Motzfeldt om sin afgang.

Fra nationalhelt til sommerhus i Igaliku

Vivian Motzfeldt blev i januar modtaget som nationalhelt, da hun landede i Nuuk efter de historiske møder i Washington DC. Nu er hun - to måneder efter - hverken naalakkersuisoq eller en del af Siumut længere. Sådan er politik så foranderligt. 

Det er altså ikke kun et farvel til Siumut, som hun har siddet i Inatsisartut for siden 2014. Det er også et farvel til rollen som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, hvor hun det seneste år har været helt inde i orkanens øje i den geopolitiske storm Grønland har stået i, siden Trump udtrykte ønske om at overtage Grønland. 

Men hvad husker hun egentlig tiden som naalakkersuisoq for, som hun står der og pakker sit kontor ned?

- Der er mange ting, jeg kommer til at huske. Selvfølgelig mødet i Washington. Og så det at møde paven. Det er jo ikke tilfældigt, at han gerne ville mødes med mig. Første gang Grønland mødtes med paven i 1982, var det i forbindelse med kampen for at komme ud af EF. Og nu var det efter alt det med USA. Man skal også huske på, at J.D. Vance og Marco Rubio er katolikker, så deres budskab har også stor betydning.

Vivian Motzfeldt minder om, at hun er vokset op på et fåreholdersted, hvor hun faldt gennem isen alene i mørket. Hvor naturen rasede lige uden for døren. 

At være hårdfør var en del af hendes opvækst. Noget hun har taget med sig ind i jobbet som naalakkersuisoq. En særlig anekdote fra hendes barndom husker hun også fra mødet med vicepræsident J.D. Vance.

- Jeg fortalte ham at min far altså har dræbt tre isbjørne i underbukser. Det skal du huske.

Hvad nu?

En tegning fra Vivian Motzfeldts barnebarn dukker pludselig op blandt de mange papirstakke. Hun lægger den pænt på bordet ved siden af det foldede tøj, og bevæger sig hen til et billede af Igaliku, som hænger over sofaen på hendes kontor.

- Vi købte et hus i Igaliku i sommers, men jeg har slet ikke set det endnu. Det bliver der tid til nu. 

Men selvom der er tid til at besøge sommerhuset nu, kommer Vivian Motzfeldt til at savne arbejdet. 

- Jeg har jo haft store poster siden jeg blev valgt ind, så jeg kommer til at savne at knokle. Jeg elsker at knokle, men jeg er i det mindste stadig medlem af Inatsisartut. 

Vivian Motzfeldt stiller sig i midten af kontoret og kigger rundt. Hvad nu - hvad skal pakkes ned som det næste? Og hvad skal der egentlig ske - sådan helt generelt. Har hun tanker om at melde sig ind i andre partier? 

- Jeg bryder mig ikke om at afbryde det arbejde, som allerede foregår i koalitionen. Det har jeg også sagt til de andre partier. Hvad der skal ske nu, skal jeg bruge noget tid på at overveje.