Konferencen Arctic Circle Forum blev afholdt tirsdag og onsdag i denne uge i Rom, Italien.
Blandt hovedtalerne var Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), som oplyser, at hun brugte anledningen til klart at udtrykke Grønlands holdninger samt takke de lande, som har udtrykt opbakninger i den seneste udfordrende tid:
- I de her udfordrende tider er det vigtigt at holde tæt kontakt med de lande som støtter Grønland, og bruge selvsamme anledning til at repræsentere Grønland og klart udtrykke vores holdninger og ståsted, udtaler hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Jeg har brugt anledningen til, overfor det italienske forum, at præsentere de grønlandske synspunkter om den situation vi står i. Derudover er det også passende at udtrykke vores tak til den støtte de forskellige lande er kommet ud med.
Særligt inviteret gæst hos paven
Vivian Motzfeldt har som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender spillet en nøglerolle under den diplomatiske krise foranlediget af det store pres fra USA-præsident Donald Trump, der har udtryk ønske om, at USA bør overtage Grønland.
Vivian Motzfeldt forklarer videre om Italien besøget, at hun blandt andre mødtes med henholdsvis Italiens og Finlands udenrigsministre, og så fik hun altså også lejlighed til at hilse på pave Leo.
Vivian Motzfeldt var særligt inviteret gæst under pavens ugentlige audiens på Peterspladsen foran St. Peters Basilica. Efterfølgende havde Motzfeldt et møde med Vatikanstatens Udenrigsminister, Ærkebiskop Paul Richard Gallagher.
Pave Leo er den første amerikanske pave. Han blev i maj 2025 valgt til at efterfølge pave Frans.