Værested i Danmark: Her bestemmer brugerne

På det tidligere Sankt Elisabeth Hospital på Amager er en af fløjene 2. sal allokeret til det patientstyrede værksted og værested Maskine Maskine. 

Her er der ingen behandlere, kun brugere, der kommer helt frivilligt for at male, sy, tegne, spille musik, læse bøger og lave mad sammen med andre psykisk syge.

Det er Region Hovedstaden der ejer lokalet, som de stiller gratis til rådighed for brugerne, der skal stå for alting selv. Nogle tager sig af praktiske opgaver, mens andre laver ting i de kreative værksteder. 

Der er ikke mange regler – bortset fra at man ikke må være beruset eller påvirket. Men hvis man har brug for en lur, er det helt fint. 

Et frirum 

”Kom ind og skab dig” står der med svungne bogstaver på en dør. På en anden hænger en laset klud hvor der står ”Sindssyning”. Overalt er der farverige malerier, skulpturer og håndværk.

De 600 m2 udgør et frirum for psykisk syge i Københavnsområdet. Her kan man komme hen og være sammen med andre uden at blive bedømt og vurderet. 

– Her bliver man ikke diagnosticeret, men omfavnet. Vi dømmer på adfærd, og man må selvfølgelig ikke lade sin adfærd gå ud over andre, siger daglig leder Johanne Filipsen. 

Patienter ses som en ressource 

Udover Johanne Filipsen er der 15 deltidsansatte. Størstedelen af de ansatte har også selv en psykiatrisk diagnose, for hele ideen med Maskine Maskine-projektet er at give patienter ansvar, fordi det løfter og giver empowerment. Ved at hjælpe andre, hjælper man også sig selv.

Det er Søren Dixen, der er medstifter af Maskine Maskine Amager, som han startede sammen med Nicolai Brie, der oprindeligt fik ideen til et patientstyret værksted på Psykiatrisk Center Skt. Hans. 

Søren Dixen har selv levet med en psykisk diagnose det meste af sit liv, og fortalte i forbindelse med Nunamed-konferencen i Nuuk i oktober om initiativet under overskriften: ”Empowering and mobilizing mental health patients to take care of each other – a practical example from Copenhagen”. 

– Patienter kan være en ressource, hvis de får mulighed for at vise, hvad de kan, siger Søren Dixen, der startede Maskine Maskine i 2019, og som i 2023 fik en stor donation fra Oak Foundation Danmark til projektet.

– Hver dag kommer i gennemsnit 35-40 patienter hertil for at deltage i værkstedsarbejde, hygge med andre, læse en bog eller få et måltid mad, der kan fås for 10 kroner. Det er i øvrigt patienterne selv, der laver maden, siger Søren Dixen.

Grønlandske brugere 

Panéraq Rémy fra Nuuk og Martha-Marie Jensen fra Qaanaaq er blandt dem, der benytter værkstederne flittigt. 

Panéraq Rémy syr, mens Martha-Marie Jensen laver tryk på tøj. 

– Jeg elsker at komme her, fordi der er de kreative værksteder, og man kan se hvad de andre laver. Det er et meget imødekommende sted, hvor man bliver anerkendt for den, man er. Det er ikke et behandler-sted, og man bliver ikke set som syg her, fortæller Panéraq Rémy, der er født i Nuuk, men som flyttede med sin danske far og grønlandske mor til Djursland som 4-årig. 

– Jeg kunne også sy derhjemme, men jeg kan godt lide at komme her og sy sammen med andre. Det er dejligt og trygt, fortæller hun.

Der er plads til alle

 Ved siden af ”sindssyning” holder det grafiske trykkeri til. Her kan man for eksempel designe sit eget tryk og få det lavet på en T-shirt. 

Det har 24-årige Martha-Marie Jensen forsøgt sig med.

 – Jeg er egentlig ikke særlig kreativ, men jeg fik en ide til en tekst på en trøje, og så lavede vi den bare. Det er et fedt sted at komme. Man kan være sig selv her, og der er en gensidig forståelse, fordi alle har noget de kæmper med, siger Martha-Marie Jensen, der kom til Danmark som 2-årig.

– Jeg har fået mere gå-på-mod i forhold til min kunstneriske udfoldelse, fordi det er et tilbud her, og jeg kan godt lide, at der er så meget kunst over det hele, for det giver mig en følelse af, at der også er plads til mig. 

En modvægt til behandlersystemet 

Ifølge Johanne Filipsen så har mange af patienterne en stor bagage med sig fra behandlingssystemet, og her skal Maskine Maskine udgøre en modvægt: 

– Har man prøvet at være hjemløs og misbruger, som mange af dem, der kommer her har været, så har man også oplevet ikke at have særlig meget magt over sin tilværelse og sit liv. Her handler det om at genvinde magten over sit eget liv. Tage ansvar og få lov at hænge sin egen kunst op på væggen. Det er udviklende, siger Johanne Filipsen.

Søren Dixen arbejder på at åbne et lignede tilbud i Nuuk eller Ilulissat.