Opdatering: Svømmehallen oplyser på Facebook, at den genåbner torsdag, fordi de beskadigede installationer repareres onsdag.
"Vi vil dog bede brugerne være opmærksomme på, at Naluttarfik Malik fortsat kan risikere at lukke fra dag til dag på grund af problemerne med ventilationssystemet," skriver svømmehallen i opslaget.
Svømmehallen har været lukket, siden det seks timer lange strømsvigt ramte Nuuk, fordi en såkaldt PLC-styringsenhed til vand- og kemikaliedoseringen gik i stykker på grund af den manglende strøm.
- Den nye vandinstallation forventes leveret i de kommende dage, og efter installation vil driften blive grundigt testet, før der eventuelt kan åbnes igen, lød det i et facebook-opslag fra svømmehallen.
Det oplyses også, at gentagne problemer med ventilationsanlæggene holder sauna, helsekabine og dampbad lukket.