Skaber respekt for sprog og kultur

Når turister fra især Frankrig sejler på ekspedition i Østgrønland med rederiet Ponant, møder de ofte Jaakusaaq Sørensen fra Tasiilaq. 

Siden 2022 har han formidlet viden om Grønland til gæsterne som både kulturformidler, naturguide og isbjørnevagt.

Den lokale viden er populær blandt gæsterne, og Jaakusaaq Sørensen har været guide i både Grønland, Island og Canada.

For tre år siden stoppede han sit studie på Aarhus Universitet og vendte hjem til Tasiilaq uden faste planer.

På samme tidspunkt bad “Ponant” den lokale turistorganisation Visit East Greenland om hjælp til at finde en lokal person, der kunne arbejde som guide på deres skibe. Forbindelsen blev skabt – og Jaakusaaq sagde ja til tre ture til Tasiilaq.

Men kaptajn og kolleger blev så glade for ham, at kontrakten hurtigt blev udvidet.

- Det blev starten på min karriere, siger han.

En grønlandsk stemme ombord

Ombord blev han hurtigt bindeled mellem skibet og Grønland. Han taler engelsk, dansk, øst- og vestgrønlandsk – og efter mange franske gæster er han begyndt at udtrykke sig lidt på fransk.

Hans hverdag er en blanding af sikkerhed og formidling: Zodiac-ture, landgangsprocedurer, naturfortællinger – og perioder som isbjørnevagt med riflen klar, når ekspeditionen bevæger sig i områder med risiko.

- Nogle gange guider jeg selv i fjeldene, andre gange handler det om at holde udkig og skabe ro, fortæller han.

Gæsterne kommer med mange spørgsmål – og nogle gange med kulturelle misforståelser.

- Nogle spørger stadig, om vi bor i ‘ishuse’, siger han og smiler.

- Så forklarer jeg, at illu betyder ‘hus’ – og at ‘igloo’ er en gammel misforståelse. Ofte ender det med større respekt for sproget og kulturen.

Grønland, Island og Canada

Sæsonerne har ført ham vidt omkring – fra Timmiarmiut til Trail Island i Østgrønland, langs store dele af Vestgrønland og på transatlantiske etaper til Baffin Island, Labrador, Newfoundland, Saint-Pierre and Miquelon og op ad Saint Lawrence River til Montréal.

- Jeg så isbjørne så langt sydpå som ved Akpatok-øen i Canada – det havde jeg ikke forventet, siger han.

Undervejs mødte han også First Nations-samfund og hvidhvaler i Saint Lawrence – store oplevelser, fortæller han.

Naturen først

Samarbejdet ombord ekspeditionsskibet er tværfagligt: biologer, geologer, glaciologer, oceanografer og kulturformidlere. Fællesnævneren er en forsigtighedskultur.

- Vi følger AECO-retningslinjer, renser støvler, efterlader intet – og justerer landgange efter dyrelivet, forklarer han.

Nogle gange har gæsterne kritiske spørgsmål, især om hvalfangst.

- Når jeg forklarer, hvordan narhvalfangst foregår, og at vi har jaget hvaler på samme måde i flere hundrede år – og at vi i Grønland primært spiser vilde dyr, så ingen af dem har levet under unaturlige forhold – får gæsterne som regel en anden forståelse, fortæller Jaakusaaq Sørensen.

For at kunne arbejde som isbjørnevagt har han også fået sig et fangerbevis. Rederiet kræver nemlig, at alle, der skal håndtere skydevåben, har dokumentation for, at de er uddannet til det. Den slags dokumentation er svær at få i Grønland, hvor de fleste får erfaringen gennem deres opvækst.

En stor del af arbejdet som guide består også i at signalere, at den grønlandske natur ikke er farlig.

- Når turisterne bliver bekymrede over kulden eller landskabet, så hjælper det, at jeg opfører mig, som om det er helt normalt – for det er det – og så bliver de mere rolige, fortæller Jaakusaaq Sørensen.

Giver lokal tillid

Når Ponants skibe lægger til i Østgrønland, bliver de som regel taget godt imod. Særligt i Ittoqqortoormiit betyder det noget, at der er en grønlandsk guide ombord.

- Flere fangere har sagt til mig, at de føler sig mere trygge, når de ved, jeg er med, fortæller Jaakusaaq Sørensen.

- De har tidligere været bekymrede for, om krydstogtskibene overholdt reglerne og viste respekt for naturen. Men når en grønlænder er med, ved de, at jeg kan reagere, hvis noget skulle gå galt – og fortælle det videre til fangerforeningen eller myndighederne.

Han understreger dog, at der aldrig har været problemer.

- Alle ekspeditionsledere, jeg har arbejdet med, er meget bevidste om at følge reglerne. Vi er forsigtige med, hvor vi går i land, og vi efterlader aldrig noget i naturen. Det er faktisk en del af vores arbejde at sikre, at Grønland forbliver uberørt.

Forsker anbefalede universitet

Før han begyndte at arbejde som guide, studerede Jaakusaaq Sørensen biologi. Han valgte at stoppe på universitetet, fordi han ikke følte sig hjemme i Danmark. Det fortalte han en dag til en forsker ombord på skibet, som viste sig at være svensk universitetsprofessor. Gæsten foreslog, at han i stedet søgte ind på Stockholms Universitet – hvilket han gjorde.

I dag bor han i Sverige, hvor han læser biologi. Drømmen er at arbejde med biodiversitet og fiskebestande – gerne på Grønlands Naturinstitut.

- Det er den type feltarbejde og analyser, jeg brænder for, siger han.

Det nye studie betyder, at Jaakusaaq Sørensen ikke er sikker på, om han vil være at finde som guide på et ekspeditionskrydstogt næste år. Det første udkast til kontrakt, som rederiet sendte ham, faldt sammen med hans undervisning – og derfor har han bedt om en ny kontrakt, der kun dækker sommerferien.

- Det er det perfekte studiejob: Jeg får lov til at vise mit land – og sikre, at det bliver forstået rigtigt, siger han.