Siden november 2024 har borgere i Grønland haft muligheden for at få angivet sin nationalitet i sit pas som både grønlandsk og dansk.
Regelændringen har imidlertid ikke omfattet personer med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark. Det ønsker folketingsmedlemmet Aaja Chemnitz ændret.
IA-politikeren påpeger i sin henvendelse til den danske justitsminister Peter Hummelgaard, at der findes mere end 17.000 grønlændere i Danmark, hvilket svarer til 25 procent af Grønlands befolkning.
Stor forståelse
I sit svar til Aaja Chemnitz oplyser justitsministeren, at han har ”stor forståelse for den betydning, som den grønlandske identitetsfølelse har for det grønlandske folk”.
- Hvis Naalakkersuisut har et ønske herom (at justere pasreglerne til at gælde grønlændere bosiddende i Danmark, red.), er regeringen åben for at se nærmere på spørgsmålet om, hvem der skal kunne få udstedt et grønlandsk nationalitetspas, skriver Peter Hummelgaard i sit svar.
Han henviser imidlertid til, at sagen skal indgå i ”Naalakkersuisuts sædvanlige prioritering af sager i samarbejdet med Justitsministeriet”.