– Jeg har det fantastisk! Ja, jeg skal lige holde stemmen oppe, siger Qarsoq Høegh-Dam, der er blevet lidt hæs i løbet af en hektisk aften.
Sådan starter Qarsoq Høegh-Dam (N) da Sermitsiaq spørger, hvordan han har det efter valgets vindere er annonceret.
Det er første gang, at Naleraq får et medlem i folketinget efter et valg. Naleraq har tidligere haft et folketingsmedlem i form af Aki-Matilda Høegh-Dam, der under valgperioden hoppede over til partiet fra Siumut.
– Det er jo første gang, der er blevet valgt et af de nye partier i Grønland ved et folketingsvalg, understreger Qarsoq Høegh-Dam.
Tid til forhandlinger
Qarsoq Høegh-Dam er klar til at komme i arbejdstøjet:
– Nu handler det om at komme i gang med arbejdet. Jeg regner med at tage af sted så snart som muligt til Danmark, så jeg kan være med i møderne dér.
Havde du selv troet, det ville gå så godt?
– Jeg havde en forhåbning! Jeg har jo været med i politik et stykke tid og kunne godt fornemme, der var gang i en positiv udvikling. Men at det ville gå så godt - at vi vandt alle de valgsteder, vi gjorde - det var stadig en overraskelse.