Grønlands Politi har modtaget en anmeldelse om en blufærdighedskrænkelse begået mod et barn mellem 10-15 år.
Barnet, der bor i Maniitsoq, havde torsdag modtaget et billede af kønsdele, sendt via det sociale medie Snapchat.
- Vi efterforsker sagen som blufærdighedskrænkelse, oplyser vagtchef Aputsiaq Hansen til Sermitsiaq.
Han opfordrer forældre til at være opmærksomme på deres børns færden på internettet og især på det sociale medier.
- Der kan desværre være grænseløse voksne. Og nogen gange kan disse være svære at efterforske, siger han.
Forsøg på hvidvask af penge
Politiet har også været ude ved lufthavnen i Nuuk torsdag eftermiddag.
Her er en person blevet tilbageholdt og sigtet for forsøg på hvidvaskning.
- Personens kuffert havde en mistænkelig sum penge i. Tolderne i lufthavnen opdagede indholdet hvorefter politiet blev orienteret, oplyser vagtchefen.
Aputsiaq Hansen oplyser, at personen er sigtet, men er løsladt igen.