Glem alt om ligestilling og kønsfordeling, når det gælder valg til Folketinget.
Godt nok var politik forbeholdt mænd i et århundrede efter etableringen af forstanderskaberne omkring 1860, men ved de fire seneste folketingsvalg har Grønland udelukkende sendt kvinder til Christiansborg.
Godt nok fastholdt mænd deres magtmonopol ved folketingsvalgene efter grundlovsændringen i 1953, og perlerækken blev først brudt af Atassuts Ellen Kristensen i 1999 og Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen i 2007 (se også faktaboksen »Grønland på tinge«).
Men lige siden har kvinderne ikke set sig tilbage.
I 2011 Sara Olsvig, Inuit Ataqatigiit, og Doris Jakobsen, Siumut. I 2015 Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit, og Aleqa Hammond, Siumut. I 2019 Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit, og Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. I 2022 genvalg til Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh-Dam - med Demokraatits Anna Wangenheim lige i hælene.
Kommunalvalg er kvindevalg
Valg til Folketinget, Inatsisartut og kommunalbestyrelser kan ikke sammenlignes – og dog. Grønlands seneste valg gjaldt kommunalbestyrelserne 1. april 2025, og kvinderne toppede listen over de personlige stemmer i alle fem kommuner.
Malene Vahl Rasmussen, Demokraatit, i Kommune Kujalleq. Avaaraq S. Olsen, Inuit Ataqatigiit, i Kommuneqarfik Sermersooq. Rachel Ingemann, Demokraatit, i Qeqqata Kommunia. Simigaq Broberg, Demokraatit, i Kommune Qeqertalik. Heidi Møller, Demokraatiit, i Avannaata Kommunia.
Malene Vahl Rasmussen, Avaaraq S. Olsen og Simigaq Broberg vekslede deres flotte stemmetal til en borgmesterkæde.
Uger forinden var der 11. marts valg til Inatsisartut med sine 31 pladser.
I 2021 blev 10 kvinder valgt; i 2025 steg tallet til 14 kvinder - eller 45 procent af hele salen. Udviklingen, som for alvor tog fart ved folketingsvalget for 15 år siden, er forunderlig – al den stund, at der er flere mandlige end kvindelige vælgere i et land, domineret i århundreder af mænd i kajak.
Kvinderne siger, hvad vælgerne vil høre
Ph.d. emerita MarieKathrine Poppel forsker i køn og ligestilling på Grønlands universitet Ilisimatusarfik.
– Indenfor det offentlige, i erhvervslivet og i politik har rigtig mange kvinder rykket sig, og i fremtiden vil endnu flere kvinder markere sig på centrale områder i samfundet, siger MariaKathrine Poppel til Sermitsiaq.
– Hvorfor møder vi denne udvikling med flere og flere kvinder på vigtige poster?
– Det skyldes i høj grad øget ligestilling og bedre uddannelse. I de grønlandske hjem har det traditionelt været kvinderne, som styrer børneopdragelsen, men i dag ser vi i langt højere grad, at mænd og kvinder deles om opgaverne i hjemmene. Samtidig uddanner flere kvinder sig, ofte med højere uddannelser end mændene. Ikke mindst er mange kvinder beskæftiget med velfærdsopgaver indenfor daginstitutioner, skoler og sundhedsvæsenet og med administrative opgaver i selvstyret og kommunerne.
Det smitter også af på temaerne i valgkampene.
– Mændene har oftest fokus på tunge sager som økonomi og erhvervslivet med fiskeri og fangst, mens kvinderne har mere fokus på bedre levevilkår, mere ligestilling og mindre ulighed i samfundet. En ulighed, som geografisk viser sig på hylderne i butikken i øst og vest, når kvinderne køber ind til familien. Vælgerne kan godt lide at lytte til kandidater, som diskuterer forbedringer på velfærdsområdet, og mange kvinder får med netop deres prioriteringer større gennemslagskraft end mændene. Og så er kvinderne ofte mere veltalende end mændene, siger MarieKathrine Poppel.
Flere kvinder giver flere stemmer
Forskeren peger også på kvindernes erfaring med at organisere sig, så de sammen lægger et tungere pres på beslutningstagerne for at skabe øget ligestilling.
Citat
Den første kvindeforening Arnat Peqatigiit blev stiftet i 1948 i Nuuk, og kvindeforeningernes landssammenslutning var i mange år en vigtig stemme i samfundsdebatten.
Kvindepartiet Arnat Partiiat blev stiftet i 1999, og målene var flere kvinder i politik og ligestilling indenfor såvel politik som erhverv. I 2002 fik partiet fik 2,4 procent af stemmerne, som ikke rakte til en plads i landstingssalen.
– Men partidannelsen betød, at de andre partier så værdien i flere kvindelige kandidater på stemmesedlen. Antallet af kvindelige kandidater steg ved de efterfølgende valg; ikke i en lige linje, men med en klar tendens, siger MarieKathrine Poppel.
Ligestilling for alle – også mændene
Storfangerens sønner bliver efterladt i jollen, mens døtrene tordner afsted – også i politik.
– Ligestilling går begge veje, og kan vi frygte en modreaktion, hvis kvindernes dominans bliver for stærk?
– Traditionelt er det mændene, som forsørger familien og træffer beslutningerne. De føler en magt, som i disse år bliver undermineret af kvindernes fremgang. Nu mener jeg ikke, at den kvindelige dominans er slået igennem i politik, hvor der for eksempel er for lidt fokus på familier og velfærdspolitik. Samtidig har mænd ikke i tilstrækkelig grad støttet kvinder eller bidraget til at få dem opstillet til valg, og vi ved fra nyheder, at nogle unge kvinder oplevede krænkende adfærd i deres parti, siger MarieKathrine Poppel.
Hun forsvarede 23. oktober 2020 sin ph.d.-afhandling »Mænds vold mod kvinder i samliv« om de strukturelle, sociale og historiske årsager til, at mænd udøver vold mod kvinder i samlivsforhold.
Alle bolde er i luften
Vi ved sent tirsdag 24. marts, om kvinderne for 5. gang i træk rydder bordet ved et folketingsvalg.
I dag er alle bolde i luften.
Ved folketingsvalget i 2022 satte 73 procent af alle vælgere kryds ved det kvindelige 3-kløver Aki-Matilda Høegh-Dam 6.670 stemmer, Aaja Chemnitz 4.296 stemmer og Anna Wangenheim 3.482 stemmer.
Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh-Dam genopstiller ikke, og Anna Wangenheim er i mellemtiden blevet naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap. Det skaber plads til andre kvinder og mænd.
Da statsminister Mette Frederiksen udskrev valg torsdag 26. februar, havde fire kvindelige kandidater allerede meldt sig på banen: Aka Hansen, Erik Nielsen Baadh, Ane Lone Bagger og Najaaraq Møller, alle Siumut. Siden er et par mænd kommet dryssende.
Fristen for tilmelding af kandidater – både mænd og kvinder - udløber fredag 13. marts. Vi må altså vente en uge på fordelingen mellem kønnene på stemmesedlen. (Se også faktaboksen »Kandidatfordelingen og stemmeprocenten i Grønland ved folketingsvalg siden 1979«).
Abonnementer
Sermitsiaq.gl - web artikler
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pr. måned kr. 59.00
- Pr. år kr. 650.00
Sermitsiaq - E-avis
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
AG - Atuagagdliutit E-avis
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
Sermitsiaq.AG+
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Adgang til Arnanut e-magasin
- Adgang til Nutserisoq.gl
- Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.