Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch advarede onsdag om, at USA's præsident, Donald Trump, er ved at forvandle USA til en autoritær stat, eftersom demokratiet globalt set er på sit laveste niveau i 40 år.
Det fremgår af organisationens årsrapport.
Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus har ifølge Human Rights Watch sat skub i det, som organisationen betegner som en global nedadgående spiral af menneskerettigheder, der allerede er under pres fra Rusland og Kina.
- Den regelbaserede internationale orden er ved at blive knust, lyder det fra Human Rights Watch (HRW).
Åbenlys tilsidesættelse af rettigheder
I USA har Trump ifølge organisationen udvist "åbenlys tilsidesættelse af menneskerettighederne og udprægede krænkelser".
HRW peger blandt andet på indsættelsen af maskerede, bevæbnede agenter i form af immigrationsmyndigheden ICE og de "hundredvis af unødvendigt voldelige og grove razziaer".
Den vurderer, at en række elementer under Trump peger på et tydeligt skifte i retning af autoritarisme i USA.
Autoritarisme er kendetegnet ved, at magten koncentreres på få hænder, mens politiske friheder og demokratiske rettigheder indskrænkes.
Blandt dem er det, som HRW kalder Trump-administrationens racemæssige og etniske syndebukspolitik og gentagne gengældelsesaktioner mod personer, der opfattes som Trumps politiske fjender samt tidligere embedsmænd, der nu er kritiske over for ham.
Demokratiet i verden er faldet til niveauet i 1985
HRW nævner også forsøg på at udvide den udøvende magts beføjelser samt at svække de demokratiske kontrol- og magtbalancer.
Organisationen gentager desuden sin vurdering af, at USA har stået bag forsvindinger i statens varetægt - hvilket er et brud på folkeretten - ved at sende 252 venezuelanske migranter til et topsikret megafængsel i El Salvador.
I en nylig rapport dokumenterede HRW, at mændene, der til sidst fik lov til at komme ind i Venezuela, var blevet tortureret og udsat for både vold og seksuelle overgreb.
HRW vurderer, at demokratiet er faldet til niveauet i 1985, hvor Sovjetunionen stadig eksisterede.
- Rusland og Kina er mindre fri i dag end for 20 år siden. Og det er USA også, lyder det.
/ritzau/AFP