Grønlænderne i Danmark skal blande sig i den politiske debat i Danmark.
Det er målsætningen for et projekt, som Det Grønlandske Hus i Aalborg har søsat i samarbejde med dagbladet Politiken.
Her lærer deltagerne over tre aftener og med hjemmeøvelser at skrive læserbreve, som slår igennem i medierne og skaber omtale.
- I lyset af den seneste tids voldsomme debat om Grønland mener vi, at der er et behov for at brede debatten ud, så der er flere grønlændere, der blander sig, siger Jeppe Bülow Sørensen, direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg.
- Det er ofte de samme personer, vi ser i medierne – og de er meget dygtige og professionelle, men vi savner de almindelige grønlændere i medierne. Det vil vi gerne gøre noget ved – og da vi fik et godt tilbud fra Politiken, slog vi til.
Garvede debatredaktører
Underviserne på kurset er to af Politikens debatredaktører, Susan Knorrenborg og Kenneth Lund, der tager deltagerne med ind i avisens maskinrum og lærer dem, hvad der virker og ikke virker, når man skal skrive et læserbrev eller debatindlæg. Deltagerne får også tjeklister og tips til, hvordan man overvinder frygten for at blande sig i debatten.
Deltagerne i kurset skriver mellem kursusaftenerne læserbreve og modtager ris og ros – og når kurset er slut, er der også mulighed for, at deltagernes læserbreve måske bliver trykt i Politiken.
Kurset hedder Hørups Talenter efter Politikens grundlægger og første redaktør Viggo Hørup – og er et led i et femårigt projekt, hvor de to debatredaktører tager rundt i Danmark og holder kurser for grupper, der normalt ikke får så meget taletid i medierne.
- Der er fire hold hvert år – og udover kurset i Aalborg for grønlændere har vi i år været ude på to sosu-uddannelser og en landbrugsskole, som også er grupper, der har svært ved at trænge igennem i medierne.
Ekstra gulerod
Der er den ekstra gulerod i projektet i de fem år, det kører, at en jury hvert år kårer de bedste debatindlæg fra årets Hørup-talenter, som fejres til en prisuddeling på Politikens scene på sommerens Folkemøde på Bornholm.
Kurset i Aalborg havde seks deltagere – blandt andre gymnasielæreren Sorlannguaq Lind Ravn og trommedanseren og kulturformidleren Josepha Kuitse Kunak Thomsen.
- Vi var begge til et møde i Det Grønlandske Hus med Uagut og Julie Rademacher, hvor vi snakkede om, at de danske medier mangler bredde i dækningen af grønlænderne i Danmark – og vi talte også om, hvordan vi kunne gøre noget ved det.
- Så da vi fik tilbuddet om et kursus, sagde vi selvfølgelig ja. For vi mener, at det er vigtigt, at vi blander os i den danske politiske debat om Grønland. Som grønlændere bosat i Danmark har vi meget at bidrage med, forklarer Sorlannguaq Lind Ravn og Josepha Kuitse Kunak Thomsen.
Sermitsiaq har bedt de to nye deltagere i den danske debat om at skrive et læserbrev til avisen. Her forklarer de to, at de først og fremmest vil deltage i debatten for deres børns skyld.
Læserbrevet kan læses nedenunder.
Vi gør det for vores børn
Af Sorlannguaq Lind Ravn og Josepha Kuitse Kunak Thomsen
Tre aftener i marts har en lille flok grønlændere valfartet til Det Grønlandske Hus i Aalborg for at blive klogere på, hvordan man skriver læserbreve og debatindlæg. Underviserne har været to debatredaktører fra den danske avis Politiken.
For os deltagere er der mange grunde til at deltage i kurset, men én ting går igen i samtalerne mellem os: Vi gør det for vores danskfødte børn.
Vi har mange gange i løbet af vores år i Danmark mødt grønlændere, som skammer sig over deres baggrund. Vi har mødt dem i forskellige sammenhænge. Om det er voksne af grønlandsk ophav, som kommer til Josephas foredrag om Grønland og er helt fremmede for deres egen kulturelle baggrund – og som er flove over dette. Eller om det er unge mennesker, som Sorlannguaq møder gennem sit arbejde som gymnasielærer, der over for alle andre skjuler deres grønlandske familierelationer og ikke helt tør stå ved den del af deres baggrund.
Uanset om de er børn, unge eller voksne, så er de fleste af dem blevet konfronteret igen og igen med en meget ensidig fortælling om, hvad en grønlænder er. Og når andre bliver ved med at fortælle dig, at det er skamfuldt at være grønlænder, er det meget let at begynde at tro på hvad de siger
Derfor mener vi, at grønlændere, der bor i Danmark, bør blande sig og høres i den danske debat. Vi gør det nu med håb om, at samfundet kan vænne sig til at høre vores stemmer. Så den næste generation af grønlændere i Danmark møder et samfund og et mediebillede, hvor fortællingen om grønlændere er bredere, mere nuanceret og mere retfærdigt.
Vi vil bidrage med et mere nuanceret billede af, hvad en grønlænder er, ved at stå frem og fortælle vores egne historie. Den kunstneriske engelsklærer, den kulturinteresserede maskedanser og de helt almindelige mennesker, vi nu engang er.
Når vi bliver en del af debatten, bliver vi mere end bare statistikker.
Abonnementer
Sermitsiaq.gl - web artikler
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pr. måned kr. 59.00
- Pr. år kr. 650.00
Sermitsiaq - E-avis
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
AG - Atuagagdliutit E-avis
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
Sermitsiaq.AG+
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Adgang til Arnanut e-magasin
- Adgang til Nutserisoq.gl
- Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.