Brændt pizza og problemer i opgangene

Den sidste fredag i februar, tæt på midnat. 

Der er der ingen større koncerter i byen, og selvom det er slutningen af måneden, føles det som midten af den. Byen er øde, og der er ikke meget trafik.

Politiet, som vi skal følge, sætter sig i bilen, og de siger, at jeg skal sidde bag chaufføren på venstre side.

– Stilhed før stormen, siger politibetjenten.

Politiet, som vi følger denne aften, vil ikke have deres navne offentliggjort, det respekterer vi på AG, så vi bringer ikke betjentenes navne.

Hjemløse skaber utryghed

Inde i bilen, i mørket og stilheden, høres en svag stemme over radioen, og politibetjentene bliver informeret om, at en person sover i en af blokkene i Qapiarfiusaaq. De kører lidt hurtigere end normalt mod stedet.

Jeg bliver informeret om, at det kan være en hjemløs eller i værste fald en død person, og politiet fortæller om de forholdsregler, der skal tages i sådanne situationer.

Vejret er koldt og lidt blæsende. På vej op ad trapperne går politiet opmærksomt, og den forreste tænder sin lommelygte, som sidder på brystet, da der er mørkt.

– Kan du lugte den brændte lugt? spørger politimanden.

Da vi når halvvejs op ad de seks etager, bliver opgangen varmere, og vi følger lugten af noget brændt. Da vi når toppen, finder vi en person iført en sort jakke liggende på gulvet.

– Hallo! Vågn op, hallo, siger den ene politimand, mens han knæler og forsøger at vække manden.

– Åh, det er dig. Hvordan kan vi hjælpe dig? Har du et sted at tage hen? Skal vi køre dig til et herberg? spørger politimanden, der genkender ham.

Da han vågner, svarer han med tør stemme.

– Nej, jeg har ikke noget sted at tage hen. Jeg kan ikke tage til herberget, fordi jeg er fuld – de vil ikke lukke mig ind, svarer den unge mand, der er omkring 30 år gammel.

– Hvis du har et sted at tage hen, kan vi køre dig. Hvor skal du hen? spørger politimanden igen.

Mens han taler om at tage til Qinngorput, går han selv væk fra stedet.

Rapport om brand

Mens vi kører ved siden af tunnelen på Industrivej, bliver politiet informeret via radioen om, at der er en brændt lugt i en af lejlighederne i Nuussuaq. Den anden politibetjent, som sidder på passagersædet, prøver at finde adressen på sin mobil.

– Lugten kommer fra oven, siger en kvinde, der står med en dyne om sig og peger opad.

Flere beboere fra nabolaget kommer også ud for at se, hvad der sker.

Inden de når frem til lejligheden med den brændte lugt, bliver døren åbnet. En mand, der ser ud til lige at være vågnet, med kort og rodet hår, kommer ud. Da han åbner døren, følger en stærk lugt af brændt mad og røg med ud.

– Er der brand? Må vi komme ind? spørger politimanden.

– Nej, det er bare en pizza, der er brændt i ovnen, forklarer manden smilende, som var faldet i søvn, mens han lavede pizza.

Inde i lejligheden er der røg og lugt fra det brændte og pizzaen er helt sort og ligger på køkkenbordet.

– Vil du spise den? spørger politimanden med et smil.

– Nej, det tror jeg ikke, svarer manden grinende.

Da der ikke er sket noget alvorligt, kører vi videre.

Baaboo

Omkring klokken halv elleve kører vi roligt fra Qinngorput til Nuussuaq. Politiet taler om dagligdags ting, da de nærmer sig afslutningen på deres vagt.

– Dem, der skal have nattevagt, må være mødt ind, siger den ene med et smil om deres afløsere.

– Ja, vi kommer altid før tid, så dem, der skal have fri, kan gå til tiden, tilføjer den anden.

Men situationen ændrer sig pludseligt. En uklar stemme, men som politiet tydeligt kan høre, lyder over radioen.

– Der er en trussel om selvmord i Qinngorput. Kan I hurtigt rykke ud? lyder det fra politiets vagtcentral.

De blå blink bliver tændt, og før vi når at dreje rundt, laver vi en hurtig vending, bakker og kører hurtigt tilbage.

Foran os er der en bil, og sirenen lyder: baaboo, baaboo. Bilerne foran os trækker ind til siden.

Politibetjentene taler hurtigere og med højere stemmer. De virker ikke stressede, men forberedte på at håndtere den alvorlige situation.

– Vi vurderer altid fra sag til sag. Vi gør vores bedste for at hjælpe folk i nød, forklarer politibetjenten.

I modsætning til den hurtige udrykning til stedet kører vi – heldigvis – roligt tilbage mod byen, da politiet kan forlade den selvmordstruede uden bekymring.

Der bliver ringet igen om hjemløse

Det er over midnat, da politiet har vagtskifte, og vi tager igen plads i bilen med et nyt hold, som lytter til musik, der bliver mere og mere festlig i løbet af natten. 

De begynder deres rolige patrulje i byen.

Der bliver meldt om unge mænd i en opgang, som larmer og forstyrrer beboerne, så det skal tjekkes.

Først kører de til stedet, som politiet tidligere har besøgt, men der er ingen. 

Vi går op ad en anden opgang, og ligesom før bliver luften tungere, og lugten af mennesker bliver mere ubehagelig, jo længere op ad trapperne vi kommer.

På vores destination er der rodet og fyldt med ting. Flere sorte poser, der ser ud til at indeholde tøj, ligger rundt omkring. En mand ligger tæt ved, dækket af et tæppe.

– Der er to, der ligger her, siger politimanden til sin makker.

– Hallo, vågn op. Hvad laver I her? siger den anden politimand med en skarpere stemme, mens han forsigtigt puffer til manden med foden.

– Hvem er I? Har I et sted at tage hen? spørger politiet.

– Nej, vi har ikke noget sted at tage hen. Vi var passagerer på et skib, men der har været brand, og vi gik i land, fordi vi ikke tør sejle mere, forklarer manden stille.

– I er nødt til at gå videre. I forstyrrer beboerne her med jeres støj, siger politiet bestemt.

– Hvor skal vi gå hen? Skal vi tage dynene med? spørger manden sin makker.

De samler deres dyner op og går mod trappen og begynder at gå ned.

AG fulgte politiets arbejde fra kl. 21 til kl. 03 om natten. I løbet af natten rykkede vi ud fire gange og stoppede 14 biler i trafikken.