"Nunarput Utoqqarsuanngoravit", "Nuna Asiilasooq" eller en helt ny nationalsang? Det spørgsmål har medlemmer af Inatsisartut drøftet onsdag.
Aqqalu Jeremiassen (A) står bag et forslag til en forespørgselsdebat. Han mener, at én officiel nationalsang er nok.
Dialekter
Og der er nok at debattere om, når det kommer til sange. Aki-Matilda Høegh-Dam (N) mener, at det også kan være en mulighed at lade dialekter indgå i nationalsangen. Forslagsstillerens partifælle, Bentiaraq Ottosen (A) er enig med den udlægning og mener, at det klart kan debatteres. Han har dog en klar favorit, hvis han selv kunne bestemme nationalsangen.
- Jeg holder virkelig meget af Nuna Asiilasooq, siger Bentiaraq Ottosen.
Men han understreger også, at den anden nationalsang, "Nunarput Utoqqarsuanngoravit", ofte fungerer som et samlingspunkt ved sportsbegivenheder.
"Ajjajjaa ajjajjaa"
Mette Arqe Hammeken (N) foreslog, at en nationalsang ikke kun behøver at være en sang, men kan også indeholde nynnen. Hun begynder derefter at nynne i salen. Det overrasker mødelederen i Inatsisartut, Per Berthelsen (D).
- Det er da utroligt, hvor smukt du synger, siger han.
Ifølge Demokraternes ordfører, Pipaluk Olsen, er de åbne for alle ideerne. Uanset om det er dialekter eller nynnesang.
Den yngste: Det er første gang, jeg hører det
Den yngste medlem af Inatsisartut, Nivi Rosing (IA) indrømmer, at hun første gang stødte på "Nuna Asiilasooq", da hun læste om forslaget.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det første gang, jeg hører “Nuna Asiilasooq”. Jeg er vokset op med, at “Nunarput Utoqqarsuanngoravit” er den eneste nationalsang, siger Nivi Rosing.
Hendes partifælle Mimi Karlsen (IA) mener, at emnet ikke kun skal drøftes af Inatsisartut.
- Det er meget vigtigt, at det ikke kun er Inatsisartut, men også befolkningen, der tager stilling til dette. Jeg ser det som en mulighed, at man kan udskrive en folkeafstemning, siger hun.
Siumut: Tag det med i forfatningen
Siumuts ordfører, Erik Jensen ønsker, at emnet bliver drøftet mere. Derfor ønsker han, at spørgsmålet om nationalsange skal behandles sammen med udkastet til en forfatning.
- I forbindelse med arbejdet med en grundlov bør dette emne også behandles. Og borgerne bør inddrages i denne process, siger han.
Vil sagen gå videre?
Det er uklart om denne forespørgselsdebat vil føre til videre arbejde. Ifølge Naalakkersuisuts oplysninger er denne uges debat om nationalsange den niende af sin slags siden 1979. Og de tidligere debatter har som regel ikke ført til håndgribelige ændringer. Flere partier ønsker nu, at Naalakkersuisut skal handle på baggrund af debatten.