Ciril Jazbec og Lucía Flores, instruktører fra henholdsvist Slovenien og Peru, har de sidste par år arbejdet på en kortfilm, der portrætterer to unge mennesker fra Uummannaq.
Navnet på filmen er ’SILA’, og nu er filmen blandt finalisterne til at modtage en pris for bedste kortfilm til dokumentarfilmfestivalen Big Sky Documentary Film Festival.
Filmfestivalen, der finder sted denne måned i Montana, USA, er den største af sin slags i det vestlige USA. Det er også her, at ’SILA’ vil have verdenspremiere, når den vises 17. februar.
I filmen medvirker Marius Schuu Chuu Olsen og Jane Sanimuinaq, og det er deres vej mod voksenlivet, der skildres.
- Skabt i tæt samarbejde med et lokalt børnehjem og optaget på grønlandsk, skildrer historien identitet, tradition, tab og modstandskraft, lyder beskrivelsen af selve filmen.
- Ved at leve side om side med sine hovedpersoner iagttager filmen en sårbar overgang mellem dybe kulturelle rødder og en usikker, hastigt foranderlig verden, står der.