En stærk fortælling om kærlighed, myter og inuitkultur

- Er det en gyser? tænker jeg og rykker uroligt på mig i sædet i Hans Lynge Salen i Katuaq i Nuuk. 

Åbningsscenen i “Uiksaringitara” (Wrong Husband) kaster publikum direkte ud i noget urovækkende: en skikkelse i havet, næsten som et forvrænget væsen fra myterne. Den vækker en instinktiv ad-følelse.

- Hvad er det?, tænker jeg og klemmer mine øjne. 

Sassuma Arnaa gone wrong.

Et barn leger ved vandkanten. Pludselig brydes roen. Væsnet griber fat. Kaos. Skrig. Ét barn bliver taget, mens det andet barn med nød og næppe slipper væk.

Fra første øjeblik gør filmen det klart: dette er ikke bare en kærlighedshistorie, det er en fortælling, hvor frygt, myte og tab er vævet tæt sammen.

“Uiksaringitara” (Wrong Husband) er en canadisk dramafilm, der er instrueret af Zacharias Kunuk, der tidligere har markeret sig med “Atanarjuat: The Fast Runner”.

Filmen er et historisk drama, der udspiller sig i Igloolik i Nunavut, Canada, og følger to unge teenagekærester Kaujak (Theresia Kappianaq) og Sapa (Haiden Angutimarik).

Efter en tragisk begivenhed bliver de holdt adskilt, og drives til at opsøge en shaman i håbet om igen at kunne være sammen.

Omgivelserne føles nære og genkendelige. 

Naturen, fangstlivet, kajakkerne og teltene skaber en følelse af tryghed, hvor vores værdier og levevis træder tydeligt frem og respekten for de ældre og deres visdom er en naturlig del af livet.

Dvæler ved de velkendte

Man får næsten fornemmelsen af at træde ind i Ole Brandts slægtsromantetralogi “Qooqa” og “Tulluartoq”-bøgerne, der med stor sans for detaljer skildrer inuitkultur og traditioner. 

På samme måde dvæler “Uiksaringitara” ved det velkendte: værdierne, levevisen og de kulturelle rødder, som giver fortællingen både tyngde og genkendelighed.

Et eksempel er, da de fanger en sæl. 

Dyret fanges, flænses og deles efter faste traditioner, hvor leveren tilfalder den ældste først. 

En praksis, der er forankret i inuitkulturen - også steder som Ittoqqortoormiit for eksempel.

Filmen rummer også øjeblikke af ren varme. En voksen, der ikke kan skjule sin begejstring, synger kærligt til et barn, overvældet af barnets sødhed. 

Barnets bløde kinder og uskyld fremkalder en næsten eksplosiv kærlighed, hvor ordene ikke helt slår til - og hvor følelsen i stedet får lov til at komme til udtryk gennem sang og gestik.

Men under overfladen rummer fortællingen også både styrke og sårbarhed. Kærligheden mellem de to er så stærk, at den overlever adskillelsen og fører dem tilbage til hinanden. Samtidig er ånderne og forfædrene altid til stede som beskyttende kræfter. 

Alligevel er livet ikke uden mørke - had, jalousi og død sætter også deres spor i fortællingen.

Minimal dialog

Stemningen i Katuaq er koncentreret. Publikum sidder stille, opslugt af billederne.

I den halvanden time lange film er der ofte scener uden replikker. Jeg tænker på, at kropssprog spiller en stor rolle i vores kultur, hvor alt ikke behøver at blive italesat.

At opleve dette på det store lærred i en biografsal er noget helt særligt. Stilheden giver plads til fordybelse og refleksion, og man får tid til at lade billederne arbejde i én. 

På den måde bliver forståelsen af filmen både dybere og mere personlig. Stilheden i filmen føles ikke som et fravær, men en nødvendighed.

Filmen portrætterer inuitkulturen på stærk og nuanceret vis og formår samtidig at skildre den ulige magtfordeling mellem kvinder og mænd i datidens samfund, hvor mændene ofte traf beslutningerne. Ægteskaber blev arrangeret af andre, uden hensyn til den enkeltes ønsker.

I filmen ender Kaujak med at blive lovet bort til en mand, hun ikke elsker. Men hun accepterer det ikke. Hun nægter at give op og beder gentagne gange om at slippe for ægteskabet. I sin fortvivlelse henvender hun sig til sin mor, sine forfædre og ånderne.

Til sidst får hun hjælp, en løsning, der ikke kun handler om hende selv, men også understreger styrken i familiebånd og den kærlighed, der rækker på tværs af generationer.

“Uiksaringitara” fungerer som en hyldest til inuitkulturen og som en human fortælling, der potentielt kan skabe genklang hos minoritetsgrupper globalt, uafhængigt af hvor man bor i verdenen.

Jeg sad tilbage med en følelse af kulturel rigdom og stolthed. “Uiksaringitara” viser inuitkulturen som noget levende og nærværende, hvor myter, natur og mennesker smelter sammen i én helhed.

Filmen står derfor ikke kun som et historisk drama, men som et stærkt vidnesbyrd om en kultur, der stadig lever og fortæller sig selv videre gennem levende billeder, traditioner og fællesskab.