Edvard Mørch Skade er blevet forfremmet til souschef i kulturcentret Taseralik i Sisimiut. Det skriver Taseralik - Sisimiut Cultural Centre på sin Facebookside.
- Vi er meget glade for at kunne meddele, at Edvard nu er blevet forfremmet til souschef, står der i opslaget.
Edvard Mørch Skade har varetaget rollen som arrangement manager siden sidste år.
I løbet af den tid, har han stået bag talrige arrangementer, konferencer, biografvisninger og øvrige events.
- Han har vist stor fleksibilitet, stabilitet og ikke mindst en stærk evne til at tage godt imod vores gæster og samarbejdspartnere, skriver Taseralik.
Ledelsen i kulturcentret udtrykker stor tilfredshed med indsatsen og ser forfremmelsen som et naturligt skridt i forlængelse af hans arbejde.