MOTOORI

Virksomhed satser på biludlejning og shuttle-service

Selvom der er kommet flere biludlejningsselskaber i Nuuk de senere år, så er behovet også vokset især i forbindelse med projekter i byen og virksomheder og private, der har brug for biler i kortere og længere perioder. En af de nye aktører på markedet er Nuuk Rental, der nu også tilbyder shuttle-service

– Det går virkelig godt, siger indehaver af Nuuk Rentals, Nick Olsen, der her ses sammen med Looqi Sandgreen, der er en del af deres nystiftede datterselskab Shuttle.gl, der tilbyder biludlejning med chauffør.
Offentliggjort

For Nuuk Rental, der startede op i 2023, er udviklingen kun gået én vej og det er op. I 2023 havde selskabet 10 biler til udlejning. I dag har de over 50, som både lejes ud til lokale og turister. 

Derudover har de også set et hul i markedet for shuttle-services – dvs. biludlejning med chauffør.

– Det går virkelig godt, siger Nick Olsen, der er indehaver af Nuuk Rental og datterselskabet Shuttle.gl sammen med Manu-Malik Kreutzmann Petersen og Ville Nikolaj Olsen. 

Virksomheden Nuuk Rental udvider nu med en datterafdeling - shuttle.gl, der skal tage sig af biludlejning med chauffør.

Transportløsninger i høj kvalitet 

Efter åbningen af lufthavnen i Nuuk i november 2024 oplevede Nuuk Rental en stigende efterspørgsel på privat transport, premium services og transport i forbindelse med officielle besøg.

– Nuuk er i gang med en markant udvikling som international destination, og vi ønsker at være en del af infrastrukturen omkring transport og mobilitet i byen. Derfor har vi nu oprettet et nyt datterselskab, Shuttle.gl, som fungerer som et dedikeret serviceselskab med fokus på transportløsninger i høj kvalitet. Fremover kan vi derfor både levere biludlejning og shuttle service. Det betyder, at vi kan håndtere større transportopgaver eksempelvis i forbindelse med krydstogtskibe, officielle besøg, delegationer samt større grupper, der har behov for shuttle-transport og udlejningsbiler.  Vi ønsker samtidig at være en stabil lokal transportpartner for både borgere, virksomheder og besøgende i Nuuk, fortæller Nick Olsen og tilføjer:

– Vi tilbyder også premium-biler til erhvervskunder, der besøger Nuuk og har behov for komfortabel transport under deres ophold.

De fleste af Nuuk Rentals biler er elbiler eller hybridbiler.

Servicering af gæster i privatfly

Nuuk Rental har flere gange stået for chaufførservice ved officielle besøg samt transport for delegationer og grupper, der har behov for flere biler ved ankomst til Nuuk.

– Derudover har vi gennem tiden også leveret airport shuttle og privat transport til high-end kunder, herunder gæster der ankommer med privatfly.

Busser til transport af større grupper 

De biler som virksomheden bruger til chaufførservices og airport shuttle er Mercedes-Benz EQV, der har plads til 6 passagerer. Og som premium-bil til udlejning har selskabet indkøbt Mercedes GLE 400e.

– Vi har også købt to busser, som ankommer i starten af maj. Der er tale om en Mercedes-Benz Sprinter med plads til 22 passagerer i hver. De skal blandt andet bruges til transport af større grupper for eksempel krydstogtturister og større delegationer, siger Nick Olsen og tilføjer: 

– Vores mål er at levere stabile og professionelle transportløsninger, uanset om det gælder enkeltpersoner, delegationer eller større grupper.