Grønlands Erhverv kunne allerede i februar melde alt udsolgt til Future Greenland-konferencen, der foregår 19.-20. maj i Nuuk.
– Vi har fået ventelisten ned, og har over 500 tilmeldte deltagere til konferencen. Til ungdomskonferencen forventer vi ca. 400 unge, siger direktør i Grønlands Erhverv Christian Keldsen og tilføjer:
– Der er fortsat en venteliste, og vi kommer desværre ikke til at kunne imødekomme alle. Vi gør det muligt for konferencedeltagerne at følge oplæggene fra salen på en skærm i aulaen i Katuaq. På den måde behøver folk ikke været ”bænket” under hele konferencen, men kan bevæge sig frit i aulaen uden at gå glip af indhold. Vi ved det betyder meget for mange, da netværks-delen af sådan en konference er vigtig.
Geopolitisk situation
Future Greenland-konferencen har godt fat i erhvervslivet både i Grønland, Danmark og udlandet.
Således har 17 nationaliteter meldt deres ankomst til konferencen, der i år tager udgangspunkt i den aktuelle geopolitiske situation med fokus på Grønlands rolle og muligheder for at indtage en stærk plads i både erhvervsudvikling og den geopolitiske situation, der udspiller sig omkring os – både med og uden os.
Udenlandske oplægsholdere
Blandt de udenlandske oplægsholdere er lederen af NATO Strategic Communication Centre i Riga, Jānis Sārts, der skal fortælle om desinformation og falske historier online. Derudover deltager den franske handelsminister Nicola Forissier også på konferencen.
Værd at bemærke er også indslaget "The Ambassadors' Lounge", hvor de to ambassadører i Danmark for henholdsvis Frankrig og Canada: Christophe Parisot og Carolyn Bennett, sammen med chef for Grønlands Repræsentation i Danmark, Jens Heinrich, fortæller om deres perspektiver på erhvervsmuligheder og potentialer for samarbejde. Også den tidligere ambassadør for USA i Danmark, Rufus Gifford, er blandt oplægsholderne under overskriften "What we need to understand about the US".
Lokale meningsdannere og erhvervsfolk
Flere medlemmer af Naalakkersuisut er også på den store scene under konferencen blandt andet deltager Múte B. Egede i et oplæg sammen med Christian Keldsen under titlen: ” Når erhvervspolitik og udenrigspolitik går hånd i hånd”
Derudover er der oplæg fra erhvervsledere og meningsdannere i Grønland herunder tidligere formand for IA, Aqqaluk Lynge, tidligere medlem af Folketinget, Aaja Chemnitz, arktisk ambassadør Kenneth Høegh, virksomhedsleder og formand i Grønlands Erhverv, Krissie Berthelsen Winberg, bestyrelsesformand i Polar Seafood, Michael Binzer og bestyrelsesmedlem i Grønlandsbanken Maliina Abelsen.
Fra Danmark har flere medlemmer af Grønlandsudvalget i Folketinget meldt deres ankomst, ligesom der også er tilmeldt embedsfolk fra erhvervsministeriet, statsministeriet, udenrigsministeriet og forsvarsministeriet.
– Ja, der er øget interesse på alle ledder og kanter. Det er vores oplevelse at både fly og hoteller er mere eller mindre udsolgt i byen. Vi har desuden gjort vores for at sprede aktiviteterne lidt mere ud, så mere af erhvervslivet får gavn af konferencen, siger Christian Keldsen.
Det er 10. gang, at Grønlands Erhverv står bag erhvervskonferencen Future Greenland. Udover de voksnes konference står Grønlands Erhverv også bag ungdomskonferencen "The Future of Greenland", der foregår den 6. maj.