Det australske selskab Energy Transition Minerals, der via Greenland Minerals, har efterforskningslicens til Kuannersuit, meddelte den 27. marts et midlertidigt handelsstop for deres aktier.
Det skete som følge af en bekymrende korrespondance med selvstyret, der indikerede en usikkerhed i forhold til, om selskabet ville få fornyet deres efterforskningslicens. Det fremgår af en aktuel meddelelse på selskabets hjemmeside.
Har anlagt sag mod selvstyret
Selskabet har flere gange tidligere fået forlænget deres efterforskningslicens, også efter at selskabet har anlagt sag mod selvstyret, fordi de mener, at de har krav på at få gennemført en proces frem imod en udvindingslicens til Kuannersuit, selvom deres projekt ikke lever op til uranloven fra 2021.
Selskabet skriver, at juridiske rådgivere for selvstyret tidligere har bekræftet, at selskabet kunne forvente at få forlænget deres efterforskningslicens, mens den juridiske tvist verserede.
En krænkelse af vores rettigheder
At der alligevel skulle være usikkerhed om efterforskningslicensen kommer bag på selskabet, der havde planlagt med efterforskningsaktiviteter i området denne sommer.
Selskabet skriver videre, at hvis en forlængelse af efterforskningslicensen i sidste ende afvises af selvstyret, så vil det være endnu en krænkelse af ETM's rettigheder, "og det vil kun tjene til yderligere at understøtte selskabets juridiske holdning vedrørende retten til en udnyttelseslicens til Kuannersuit-projektet".
Søger en hurtig afklaring
Direktør Daniel Mamadou udtaler, at det er en overraskende udvikling, ikke mindst set i lyset af selskabets langvarige engagement i Grønland og deres hidtidige forståelse af licensforlængelsesprocessen.
– Vi havde forberedt os på at vende tilbage i denne sæson og ansætte lokale som en del af vores efterforskningsprogram. Denne usikkerhed om efterforskningslicensen er derfor skuffende. Den nuværende situation er bekymrende, og vi søger en hurtig afklaring fra de grønlandske myndigheder. ETM er fortsat engageret i Kuannersuit- projektet og vil tage alle passende skridt for at beskytte vores rettigheder og interesser, samtidig med at vi fortsætter med at engagere os konstruktivt.
Bekræfter udkast til afgørelse
I departementet for råstoffer bekræfter de, at "der er sendt et udkast til en afgørelse om, at ETM ikke får tilladelsen forlænget, som efter en partshøring, skal forelægges Naalakkersuisut til endelig afgørelse."
Departementet forventer at forelægge Naalakkersuisut det samlede beslutningsgrundlag herunder partshøring fra Energy Transition Minerals (Greenland Minerals) inden for maksimalt en måned.