Som den første i rækken af 30 råstofselskaber gik direktør for Greenland Resources Ruben Shiffman mandag på scenen under PDAC-konferencen i Toronto for at underskrive en aftale med den canadiske minister for energi og naturressourcer Tim Hodgson.
En aftale der indebærer et tilskud på 7 mio. canadiske dollars (ca. 33 mio. danske kroner) fra Canada til råstofprojektet i Malmbjerget i Østgrønland.
Samarbejdsaftale mellem Canada og Grønland
Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, underskrev ved samme lejlighed også en en samarbejdsaftale (Joint Declaration of Interest) med Tim Hodgson.
En aftale der blandt andet indebærer, at Canada vil tilbyde Grønland vigtig teknologisk viden, investeringsmuligheder og et veludviklet unikt industrinetværk, som kan fremme Grønlands minedriftsambitioner.
Grønland på den anden side kan bidrage til Canada med viden og erfaring om energiudvikling i fjerntliggende områder, der ikke er forbundne af et energinetværk, men hvor der i stedet er etableret enkeltstående elproduktion.
Samarbejdsaftale er en forløber for en egentlig bindende aftale med konkrete fælles mål og projekter, og som vil blive forhandlet og underskrevet inden for den nærmeste fremtid, oplyser departementet.
Vigtig anerkendelse
Efter underskriftsceremonien sagde Ruben Shiffman til Sermitsiaq, at midlerne fra Canada er vigtige, fordi de kan være med til at tiltrække andre investeringer til projektet.
– Det er meget vigtigt for os, og en anerkendelse af vores projekt. Vi arbejder på at øge egenkapitalen, og det her kan tiltrække andre investeringer. Vi fortsætter vores gode samarbejde med EU-Kommissionen, Tyskland og nu også med Canada. Dertil har vi både en aftager på plads samt en bank, så det er meget positivt.
Fra ambition til handling
Det er anden gang at den canadiske regering investerer massivt i kritiske metaller i et forsøg på at skabe flere bæredygtige forsyningskæder.
I en pressemeddelelse udtaler Tim Hodgson, at Canada nu går fra ambition til handling med investeringer i reel kapital i råstofselskaber.
"Med disse nye initiativer leverer vi de mineraler, verden har brug for, og den velstand og sikkerhed, canadierne fortjener."