Air Greenland har tirsdag lagt en status på selskabets hjemmeside. Den kommer efter flere ugers problemer med afviklingen af trafikken i Østgrønland.
Selskabet oplyser, at en H125-helikoptere tirsdag er landet i Tasiilaq efter flyvning fra Narsarsuaq, og det betyder, at helikopterbeflyvningen af området genoptages efter en længere periode uden faste flyvninger.
Ifølge Air Greenland har et samarbejde med Greenland Copter medført, at man kunne gennemføre shuttleflyvninger mellem Tasiilaq og Kulusuk tirsdag, og der er fløjet med Dash-8 mellem Nuuk og Kulusuk.
Selskabet skriver følgende om de kommende dage:
- Vi beklager de betydelige gener, som de seneste ugers aflysninger har medført for vores passagerer, skriver Air Greenland.
Tekniske forhold og dårlige flyvebetingelser
Ifølge selskabet skyldes aflysningerne tekniske forhold på en helikopter samt perioder med dårlige flyvebetingelser og andre udfordringer udenfor selskabets kontrol. Der nævnes ikke hvilke.
Air Greenland kan ikke sige, hvornår situationen er fuldt normaliseret, og hvornår alle berørte passagerer og alt fragt når frem til deres destinationer.
- Vi opdaterer hjemmesiden løbende, efterhånden som der foreligger ny information, skriver Air Greenland.
Sermitsiaq kontaktede Air Greenland tidligere denne uge med spørgsmål til udfordringerne i Østgrønland og afventer svar. Vi har blandt andet spurgt ti,l hvor mange passagerer der har været berørt, samt hvor længe situationen har stået på.